EMNER

SSP giver falsk tryghed

Forebyggelsesorgan nedlægges midlertidigt

AALESTRUP:En flok på cirka 30 vilde unge, der flakker rundt på må og få i Aalestrup. 13-14-årige, der sniffer lightergas. Rockertyper, der stadig forsøger at kapre unge til deres foretagende. De tre ting viser, at der er behov for en forebyggende indsats over for unge i Aalestrup kommune. Det mener børne- og kulturchef Morgens Christensen. Alligevel foreslår han politikerne at nedlægge byens SSP-arbejde, der ellers er en forebyggende aktør. - Vores nuværende SSP er mere af navn end af gavn. Det er en falsk tryghed at tro, at man har SSP, når det ikke får nok ressourcer og dermed ikke fungerer ordentligt, påpeger Mogens Christensen. Han understreger dog, at hans indstilling til Børne- og Kulturudvalget kun går på en midlertidig nedlæggelse af SSP-organet. I 2004 skal der ansættes en SSP-koordinator, der skal være tovholder for et nyt SSP-udvalg. - Jeg tror, at vi skal have en, der holder fast i tingene. Så vi undgår, at det bliver en snakkeklub. Med en koordinator kan vi få mere styring på det forebyggende arbejde, forklarer Mogens Christensen. Han understreger dog, at de folk, der har været involveret i SSP-arbejdet, har gjort det godt. Der har bare manglet en øvre styring og vilje. Slået fejl Forslaget om en midlertidig nedlæggelse var blot en af de tre muligheder, Mogens Christensen lagde frem for Børne- og Kulturudvalget forleden. De andre var et permanent stop for SSP og et forslag om at lade SSP-arbejdet fortsætte i dets nuværende form. På et møde forleden besluttede et enstemmigt Børne- og Kulturudvalg dog at følge modellen med en foreløbig nedlæggelse af SSP. Formanden for udvalget, Per Bisgaard (V), mener ikke, at SSP kunne fortsætte som hidtil. - Vi må erkende, at det har slået fejl. SSP-samarbejdet har været i venteposition, og derfor blev vi enige om, at der skulle ske noget nyt. Men det ville ikke være holdbart at nedlægge SSP, fordi der er helt klart et behov for en forebyggende indsats over for unge mennesker i Aalestrup, siger Per Bisgaard og henviser blandt andet til de helt unge, der eksperimenter med at sniffe lightergas. Per Bisgaard synes, at det er en god løsning at nedlægge udvalget midlertidigt og genåbne det til årsskiftet. Han indrømmer dog, at der kan blive et hul i det forebyggende arbejde i resten af 2003. Men han kan acceptere hullet, fordi det ikke er realistisk at få bevilget flere penge til SSP i indeværende år, og fordi det længe har haltet med det forebyggende arbejde. I perioden indtil det nye tiltag sætter både Per Bisgaard og børnechef Mogens Christensen deres lid til lærere, ungdomsskolen og fritidsklubberne. Sent at gribe ind Det er ikke første gang, der bliver stillet forslag om at gøre noget ved det ineffektive SSP-arbejde. Faktisk har der været konkrete forslag de sidste tre år. Alligevel er der ikke sket noget. Der skulle have være grebet ind tidligere, vurderer Per Bisgaard i bagklogskabens lys. - Vi har nedprioriteret det, fordi der ikke har været nogen alvorlige tilfælde. Men der er ingen tvivl om, at vi burde have grebet ind noget tidligere, erkender Per Bisgaard (V), formand for Børne og Kulturudvalget. Han regner med at forslaget også får grønt lys i Socialudvalget. Hvis det sker, skal byrådet tage stilling til fremtiden for SSP på byrådsmødet onsdag den 7. maj.