St. Binderup OK laver fremstød for orienteringssporten

AARS:God motion og gode naturoplevelser i tilgift. Det er ikke en kombination, det er enhver idrætsklub forundt at kunne tilbyde sine medlemmer. Det er ikke desto mindre den cocktail St. Binderup orienteringsklub serverer for sine medlemmer. Nu vil klubben ud til flere, og derfor disker klubben i den kommende tid både op med en introduktionsaften og en kursusrække som skal overbevise flere om, at det er orienteringsløb, der tæller. - Vi vil godt give folk en unik mulighed for at udforske de lokale skove i Himmerland, siger Pia H. Mogensen fra klubbens ungdoms- og begynderudvalg. Efter introduktionsaftenen torsdag agter klubben allerede på lørdag at tilbyde nye løbere at prøve kræfter med orienteringssporten i Aars Skov. De efterfølgende lørdage bliver der også arrangeret løb i Aars Skov og Nørager Skov. - Især Nørager Skov er interessant. Her får et helt nyt kort premiere ved et løb 28. maj, fortæller Pia H.Mogensen, der også lover, at der til alle løb vil være rutinerede løbere parat til at hjælpe nybegynderne. Selv er Pia H. Mogensen ikek i tvivl om at orienteringsløb er en af de sportsgrne, der burde kunne tale til børnefamilier i en tid, hvor kvalititetstid er et modeord. - Det er simpelthen den ideelle familiesport. Orienteringsløb adskiller sig fra de fleste andre sportsgrene ved at være tilrettelagt, så alle kan være med, fastslår hun. St. Binderup Orienteringsklub har 70 medlemmer mellem syv og 74 år.