St.th.

Kvinden fra Bosnien

ØGADEKVARTERET:Kortet fra Bosnien Hercegovina ligger fremme på stuebordet i stuen til højre. I den velordnede lejlighed lever Aida Krivdich. Hun havde stillet varme hjemmefutter frem ude i entréen, da jeg kom. Den bosniske muslim voksede op i landsbyen Bosanska Dubica nær grænsen til Kroatien. Byen ligger mere end 400 kilometer nordvest fra hovedstaden Sarajevo, så indimellem kunne man godt føle sig lidt langt væk fra alting, husker Aida. Hun erindrer også, hvordan krigen på Balkan kom nær hende og hendes kære. - Alt for tæt på, siger den bosniske kvinde og går i stå. For ikke så længe siden var hun hjemme i landsbyen for første gang, siden hun i 1992 flygtede. Hun rejste til Bosanska Dubica for at begrave sin far - Sulejmanu. Ved siden af det opslåede kort ligger fodbold- og håndboldtrænerdiplomer, som bærer faderens navn. Billedet viser et stolt menneske med en mission. Aida var hans øjesten og en af to døtre. Derfor blev hun sendt væk, da serberne stod for døren. - Min søster, der læste til landmåler, var allerede rejst til Kroatien. Mod min vilje fulgte jeg efter til Zagreb, hvor jeg opholdt mig i tre måneder og ventede på de nødvendige papirer. Jeg håbede på Schweiz eller Tyskland, men Sverige og Danmark var de eneste lande, der ville tage imod os på det tidspunkt. Her kunne man komme ind uden visum, forklarer Aida, der er uddannet arkitekt i Bosniens hovedstad Sarajevo. Men da krigen tog magten, blev hun fyret på det postkontor i barndomsbyen, hvorpå hendes far havde en indflydelsesrig stilling. Det var i december 1992. Dengang var hun 34 år. - Mine forældre bad mig rejse, da serberne forlangte, at vi skulle skrive under på, at vi efterlod vores ejendom - og alt vi havde, frivilligt. Vi skulle også betale dem penge for at slippe væk med livet i behold. Aida tog turen til Zagreb i bus. Normalt tager det bare nogle få timer, men det blev en mareridtsagtig rejse, hvor bussen skiftevis kørte og holdt stille i mørket. - Jeg havde det ikke godt. Vi ventede. Og på hvad? Da Aida var hjemme til begravelsen af Sulejmanu, besøgte hun sin søster, som i dag er gift med en kroat, der ikke er muslim. Det var første gang i alle disse år. - Det var mærkeligt at være der, erkender den lyshårede kvinde, der drømmer om at vende hjem til søstrenes fælles barndomshjem en dag, hvis freden og trygheden der indfinder sig. Tanken dukker især op, når hun bliver træt af at høre om problemerne med muslimer i Danmark. - Men serberne sidder fortsat hårdt på byen. Tidligere udgjorde muslimerne omkring 20-25 procent af befolkningen i Bosanska Dubica, men i dag er der kun få gamle tilbage, som vil dø i deres barndomshjem. Jeg føler nok mest, at jeg hører til her i Bornholmsgade, hvor jeg har boet i næsten alle årene efter flugten til Danmark. Det piner dog Aida, at hun aldrig har fået lov til at arbejde med sit fag her. - Jeg har virket som tolk og pædagog, men ellers har jeg været arbejdsløs, selvom jeg ikke fejler noget. Megen af den overskydende tid bruges på biblioteket, hvor mange lange timer slås ihjel af bistandsmodtageren. Og arbejdssavnet bliver indimellem så stort, at Aida, trods den stærke tilknytning til Nordjylland, overvejer at emigrere. - Jeg har ikke mange penge at rutte med. Hver dag er kamp for at leve et anstændigt liv, og nu hvor jeg har fået dansk statsborgerskab, kunne jeg godt flytte til et andet land i Europa og prøve lykken, bemærker Aida og vender atter tilbage til skuffelsen over udviklingen i hendes hjemland. Her er arrene efter krigen langt fra helet. - Under overfladen lurer frygten hos almindelige mennesker. Og arbejde har folk heller ikke fået noget af. I Bosnien lever mange dårlige liv. Skal jeg vende tilbage, så sker det først den dag, jeg tør sove alene i min egen seng i min egen hjemby uden at frygten kommer snigende, fastslår Aida, der mest af alt sætter pris på trygheden i Danmark. - Jeg tror ikke, at I helt forstår, hvilket privilegium det er at leve i fred, pointerer hun og skænker mere af den mørke bosniske kaffe.