Stå sammen om sygehuset

Skagen 3. september 2002 08:00

SYGHUSLUKNING: Til støtteforeningen for Skagen Sygehus og alle skawboer: Nu må jeg simpelthen have luft. Jeg er så fyldt med raseri og afmagt over lukningen af vores sygehus, at mine tanker må ud. Jeg synes, det er en genial idé, Plougaard kommer med. (Han foreslog i NORDJYSKE at lukke Skagen en dag og rejse til København for at protestere foran Christiansborg, red.). Men kan det lade sig gøre at lukke Skagen ned? Ja, det kan det, hvis vi alle står sammen og vil ofre lidt. Det betyder, at firmaer mister en dags omsætning, og lønmodtagerne vil miste en dagløn, og det kan måske også betyde en masse for den enkelte. Som pensionist kan jeg jo sagtens sidde og sige det her, for det går jo ikke ud over min pengepung, men tænk på, at sygdom rammer os alle på et eller andet tidspunkt, selv om mange af os "luller" os ind i den tro, at det kun er naboen, det går ud over. Tro mig, det er det ikke. Det rammer jeres børn, jer selv, jeres forældre og bedsteforældre, og så vil vi gerne være i nærheden. Er det en omsætning og en dagløn værd at ofre på? Det er så op til jer at tage stilling til, men skulle vi ikke prøve virkelig at stå sammen om denne katastrofe, der er ved at ramme os og vise, at vi simpelthen ikke vil finde os i mere. Så må amtsrådet finde et andet sted at spare. Det er jo ikke en vanvittig sum, det drejer sig om, har jeg fået indtrykket af. Vi kunne jo leje nogle busser eller folk kunne køre selv. Men stå sammen... Jeg vil håbe, at at støtteforeningen vil prøve at få det her sat i gang. Det haster jo voldsomt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...