EMNER

Stående møder og cykler til alle

Sparetips fra kommunens medarbejdere

Stående møder. Kommunen skal spare, og et af forslagene fra medarbejderne er, at alle møder afvikles stående. Det kunne givetvis forkorte byrådsmøderne en del ... Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Stående møder. Kommunen skal spare, og et af forslagene fra medarbejderne er, at alle møder afvikles stående. Det kunne givetvis forkorte byrådsmøderne en del ... Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Alle møder holdes stående. Det vil forkorte møderne betydeligt og spare en masse kostbar arbejdstid. Plus udgifter til nye stole. Det er et af de mere utraditionelle forslag fra kommunens medarbejdere til, hvordan Frederikshavn Kommune kan få slanterne til at hænge sammen. Samtlige forslag er samlet i et såkaldt idé-generator katalog, og medarbejderne har kigget i stort set alle kroge for at finde spareobjekter. Flere peger på kommunens energiforbrug. En foreslår, at hver anden gadelampe slukkes om natten i sommerperioden. Andre vil give de enkelte institutioner ansvaret for energiudgifterne. Det vil motivere medarbejderne til at holde øje med energiforbruget. En forslår, at kommunen skrotter Microsoft og går over til Open Office-programmer på samtlige pc'er. Tag cyklen De ansatte, der bevæger sig rundt i byområder, skal cykle i stedet for at køre i bil. Byrådet skal slankes, fra 31 til 27 medlemmer, og de otte stående udvalg skal skæres ned til et mindre tal. Så vidt udgifterne. Der er også en del forslag til øgede indtægter: Sæt P-automater op i Frederikshavn og Sæby, som dem, der er i Skagen. Sælg noget af det kunst, der hænger rundt om i kommunen. For eksempel er der malerier i Sæby byrådssal, der er vurderet til over én million kroner, skriver én, mens en anden foreslår, at borgerlig vielse uden for de autoriserede steder fremover skal koste 500 kr. Idékataloget er nu sendt videre til politikerne, der de kommende uger skal forsøge at sammenstrikke det kommunale husholdningsbudget for 2011.