Canada

Staal VM-topscorer

RIGA:Skader har ødelagt meget for ham. Men i de seneste to kampe ved VM har Malmö-stjernen Kim Staal tydeligt bevist, hvorfor han for få år siden blev spået til at være den første dansker i NHL. Og med målet til 0-2 mod Italien tangerede han desuden den canadiske stjerne Sidney Crosbys målscore under turneringen og blev dermed den mest scorende spiller ved VM med fem mål. - Ja det er da meget sjovt, men det betyder ikke så meget lød det efter kampen, fra topscorer Staal, som ikke bare med målet men med hele sin indsats virkelig er gået foran i kampene. Som mod Slovenien diskede han op med et sandt arbejdsraseri, ligesom der konstant var fare på færde, så snart han havde pucken, og det var en tilfreds Kim Staal som kommenterede et frigjort dansk holds indsats. - Jeg tror at vi var mere præget af situationen mod Norge end vi havde regnet med, men det har hjulpet i de sidste par kampe, og efter kampen mod Slovenien vidste vi, at det bare var om at klø på. Det kunne ligeså godt være gået sådan her mod dem, sagde Kim Staal. Og han blev suppleret af den dobbelte danske målscorer, Frans Nielsen. - Det kunne også været gået som det gjorde i går, hvis nu de havde fået et mål tidligt i tredje periode, som havde skabt nervøsitet, og det var vi meget opsat på at undgå, sagde Frans Nielsen. Efter Kim Staals mange skader er Nielsen næste mand på listen over NHL emner, og efter VM kommer der en afgørelse på, om han skal spille for New York Islanders. Det har været svært at se tidligere i turneringen, men især i tredje periode mod Italien, hvor han nettede to gange viste Frans Nielsen de kvaliteter, som amerikanerne efterspørger. Også når det handler om selvkontrol, for mens italienerne især i tredje periode tog den ene udvisning efter den anden, holdt danskerne sig udenfor boksen trods masser af provokationer. - Vi havde set kampen mellem Letland og Canada og var klar over, at den dommer dømte mange udvisninger. Det var italienerne åbenbart ikke klar over, så det blev jo bare en fordel for os, sagde Frans Nielsen, som trods Kazakhstans sejr over Slovenien er optimist inden på mandag. - Nu nyder vi lige denne sejr lidt, og så forbereder vi os på den, men det meste kørte for os i dag, så det håber vi også det gør mandag, sagde Frans Nielsen.