Fodbold

Ståle efter FCK-nederlag i EL: Det bliver svært nu

FC København tabte 0-1 til Zenit i EL, og træner Ståle Solbakken ser det som svært at avancere i turneringen.

ST. PETERSBORG: FC Københavns 0-1-nederlag ude til russiske zenit i Europa League torsdag aften har gjort vejen til 16.-delsfinalen i turneringen vanskelig.

Sådan konkluderede træner Ståle Solbakken efter kampen.

Her kunne nordmanden konstatere, at FCK skal have tre point i sidste gruppekamp mod Bordeaux, mens Slavia Prag skal tabe til Zenit, hvis FCK skal forsætte i turneringen.

- Vi er i live, og vi må gøre vores arbejde færdigt og slå Bordeaux i den sidste kamp, men det bliver svært nu.

- Det blev lige så tæt og lige i dag, som i den første kamp i Telia Parken, bare med endnu færre chancer. De scorede på en kontra, og vi var ikke selv gode nok til at skabe mere, end vi gjorde.

- Vi må se i øjnene, at vi ikke har kvaliteterne til at skabe mere på udebane mod topholdet i den russiske liga, siger Ståle Solbakken ifølge FCK's hjemmeside.

Efter en lille time af opgøret gik det galt efter et boldtab. Zenit fik lov at køre bolden rundt, og den endte hos Róbert Mak, der afsluttede.

Bolden ramte Andreas Bjelland og strøg i mål til 1-0 til Zenit, uden at keeper Stephan Andersen kunne gøre noget.

Trods et pres fra gæsterne i slutfasen var det småt med muligheder i kampen for FCK.