Ståle og Trond på trapperne

GLADSAXE: Ståle Solbakken ny cheftræner pr. 1. januar - Trond Andersen ny topspiller med øjeblikkelig virkning. Sådan lyder et par vigtige brikker i AaB-ledelsens planer om at styrke det sportslige fundament, og efter avisens oplysninger er engagementerne af den norske duo med fælles fortid i engelske Wimbledon rykket nærmere efter sportsdirektør Lynge Jacobsens udflugt til Norge i slutningen af sidste uge. Det er da også en optimistisk, men samtidig ordknap Lynge Jacobsen, der vurderer mulighederne, og han dribler stadig uden om navnet på sin trænerfavorit. - Vi er i tæt kontakt med et emne, som vi snarest skal forholde os endeligt til, lyder det fra sportsdirektøren, der klog af skade afviser at nævne en sandsynlig tidshorisont. Med hensyn til Trond Andersen bekræfter Lynge Jacobsen, at parterne er i dialog, men heller ikke på den front tør han love noget som helst, inden papirerne er skrevet under. Bag pokerminen fornemmes en erkendelse af, at spillere på dette niveau er attraktive for mange klubber, og hvis AaB signalerer kraftig interesse, kan det hurtigt give bagslag i form af en prisstigning eller et afslag. Derfor - og for at overholde fondsbørsens regler - spiller AaB-ledelsen så vidt muligt med lukkede kort i bestræbelserne på at trække esser til klubben. Efter 2-0 sejren i går i Gladsaxe dristede Lynge Jacobsen sig dog til at udstede en garanti for nyt blod. - Vi får to-tre nye spillere, inden transfervinduet lukker 31. august. Det er helt sikkert! abel