Stålkugle på seks ton skal sende betonsiloer i knæ

Arbejdet med at fjerne havnebygninger bliver indledt, så snart tilladelse er givet

En svingende stålkugle på seks ton vil sidst på foråret tage fat på det tunge arbejde med at fjerne en del af de bygninger på Østre Havn, som ikke er fundet bevaringsværdige. - Maskinen med stålkuglen er bestilt i Tyskland, fortæller Bjarne Husted, projektchef hos entreprenørfirmaet A. Enggaard, der ejer havnearealet. Arbejdet med at fjerne siloer og andre havnebygninger er overdraget nedrivningsfirmaet Kingo, og så snart kommunens tilladelse til nedrivning er givet, tager nedbrydningsfirmaet fat. Næstsidste formalitet faldt på plads, da byrådet mandag vedtog lokalplanen for området, der færdigbebygget kan rumme 150.000 etagemeter. Forurening skal fjernes - Inden selve nedbrydningen kan indledes, skal bygningerne tømmes, og der er også noget forurening, der skal tages hånd om, fortæller Bjarne Husted. Forureningen udgøres blandt andet om det giftige tungmetal kviksølv, som er blevet brugt i forbindelse med, at korn blev bejdset på siloernes gulv. Desuden findes der asbest og giftige malinger i de gamle havnebygninger, som skal fjernes, før det tunge maskineri kan tage fat på selve nedbrydningen. Betonen fra de gamle siloer vil blive knust på stedet og med pram fragtet til københavnsområdet for at blive brugt som eksempelvis vejfyld. Den betydelige mængde stål, som siloerne er armeret med, vil blive sorteret fra og sendt til omsmeltning. - Men det er Kingo, der styrer det, siger Bjarne Husted, der ikke vil afsløre det økonomiske omfang af aftalen med nedbrydningsfirmaet udover, at det drejer sig om et tocifret millionbeløb. Tidsmæssigt vil nedbrydningen vare henved halvandet år. I første omgang vel at mærke. Efter aftale med stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen får udvalgte bygninger i de to områder kaldet Stjernekvarteret og Pieren lov til at blive stående midlertidigt, så de medvirker til at skabe byrum samt læ i bydelens indledende fase. - Det er ikke ligefrem vores ønskedrøm, at nedrivningen er opdelt, men det var kompromisset, vi kunne nå til enighed om, siger Husted. Vejanlæg under projektering Sideløbende med nedrivningen vil vejanlægget, der skal forbinde bydelen med Nyhavnsgade, blive etableret. Ingeniørfirmaet Carl Bro er i færd med at projektere anlægget, som ifølge Bjarne Husted bliver et pænt stort kryds. - Med så mange vognbaner, at det forstyrrer trafikken på Nyhavnsgade så lidt som muligt, fortæller projektchefen. Hvornår de tilbageværende bygninger vil blive fjernet, afhænger af efterspørgslen, forklarer Husted. Foreløbig er der indgået aftaler med boligforeninger om byggeri af ungdoms- og seniorboliger i Stjernekvarteret, og ud mod Nyhavnsgade er man tæt på en aftale med en potentiel lejer af en kontorbygning. Desuden er der indgået aftaler om mindre lejemål i pakhuset, der i dag rummer Platform 4. Ifølge Husted vil de nævnte projekter kunne indledes i takt med, at nedbrydningen gennemføres på de relevante arealer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.