Stålvirksomhed i Hobro er gearet til vækst

Nyt domicil giver plads til øget produktion for Hobro-virksomhed.

Med indflytningen i en nyopført industribygning har Hobro-virksomheden RS Stålteknik taget det første store skridt i en helt ny strategi. Den fire år gamle virksomhed, som ejes i fællesskab af Lars Sørensen og Martin Rasmussen, fik sidste år en professionel bestyrelse, og for få måneder siden blev Jan Fredsgaard ansat som firmaets første direktør. Strategien går ud på at give kontrolleret vækst til firmaet, som rent produktionsmæssigt har stærke kort på hånden. - Vi vil være Danmarks førende inden for vort felt, siger Jan Fredsgaard. RS Stålteknik har udviklet sit eget system af støbeforme, som kan reducere vægten med 28 procent i forhold til traditionelle løsninger. - Med vort hydrauliske løftesystem kan de store betonelementer nemmere håndteres på byggepladserne, og her ligger betydelige potentielle besparelser for bygherren, siger direktør Jan Fredsgaard. RS Stålteknik har fra etableringen i 2004 fokuseret på fremstilling af støbeforme til betonindustrien.