Står på en alpetop ...

- Vi kan bygge et kæmpebjerg midt i Nordjylland, som bjergbestigere fra hele verden kan flokkes om. Umiddelbart lyder det som en skør idé uden det store liv. Men i virkeligheden er det netop de kringlede tanker og tossede indfald, som Nordjyllands oplevelsesøkonomi skal leve af i fremtiden. Det mener i hvert fald Sussi Nielsen. I snart 30 år har hun selv levet af en halv-skør idé, som den ene halvdel af den nordjyske succes-duo Sussi & Leo. Parret er hadet af mange, men elsket af endnu flere for deres fortolkninger af både danske og udenlandske rock- og popklassikere. Efter 27 år på forskellige scener i Skagen købte Sussi & Leo for to år siden spillestedet Ritz i Frederikshavn, og det skifte blev lidt af en øjenåbner. - I Frederikshavn er de virkelig flinke til at få lavet nogle projekter, som kan skabe arbejdspladser, nu hvor skibsværftet er nede, siger Sussi Nielsen. Hun nævner både Arena Nord og ikke mindst palmestranden som gode og fremadrettede projekter, som får masser af opmærksomhed. Og det er her - midt i talerækken - at idéen om kæmpebjerget dukker op. I første omgang mest som en strøtanke, men også som et eksempel op, at det nogen gange er det lidt skøre, som ender med at vinde. - Der ville komme folk fra hele verden, og de bruger penge, lyder det ivrigt. Men Sussi & Leo er også selv en attraktion i rødspættebyen. - Ja, det taler man i hvert fald om. Men det er nok rigtig nok, for vi har fået tilladelse til at lukke børn i på spillestedet, fordi stedet bliver regnet som en attraktion, siger hun. Men hvad enten attraktionen hedder Fårup Sommerland eller Sussi & Leo, så skal den vedligeholdes og udvikles, for at der fortsat kommer gæster og dermed penge i kasseapparatet. Og Sussi lægger ikke skjul på, at det for duoen udelukkende er lysten, der driver værket. For når de har det sjovt, smitter spilleglæden også af på publikum. - På scenen er vi en katalysator for, at andre morer sig. Og indtil videre har vi ingen problemer med at holde gejsten, siger hun. Sussi & Leo har planer om at udgive en ny cd ved juletid, og hvis tingene flasker sig, skal parret på turne i USA først i det nye år.