Står uden spor af kosts kaster

AARS:Der er stadig ingen afgørende spor i sagen om den unge mand, der på en bytur i Aars fik kastet en kost i hovedet, så han risikerer at få permanent skade på synet. Episoden fandt sted fredag den 13. januar om aftenen på Himmerlandsgade. To 17-18 årige var på deres bytur på vej op gennem gaden, da en kost pludselig kom flyvende gennem luften. På det tidspunkt var de to kammerater nået til Spar Nord, og de registrerede at kosten kom fra den anden side af gaden. Skaftet ramte den ene i hovedet, så han siden måtte køres til sygehuset i Aalborg og syes med fem sting. - Det undrer os en del, at vi ikke har fået nogen henvendelser. Nogen må have set noget til det, siger landbetjent Per Møller, der snart er nød til at henlægge sagen til nye oplysninger kommer frem. Det er stadig usikkert hvordan det kommer til at gå med den unge mands syn. Han står foran sin anden operation efter angrebet og lider af synsforstyrrelser og problemer med at det ene øje løber i vand.Han er dog udskrevet og tilbage i sit studie. Kosten var øjensynlig hugget fra butikken Nyt Syn, og de unge mænd har fortalt at der både gik mennesker et stykke længere oppe ad gaden og på den anden side af vejen. Henvendelser kan stadig rettes til landbetjent Per Møller i Aars på telefon 9698 1448.