EMNER

Stabilt - og dog skrøbeligt

SAMARBEJDE Politisk set er vi inde i en lidt paradoksal periode.

For yderst sjældent har en borgerlig regering vist siddet så komfortabelt på stemmer fra så bredt et flertal af medlemmer i Folketinget, takket være så godt som loyal støtte fra Dansk Folkeparti. Men det betyder ikke, at der er bal i den borgerlige. Snarere ballade. For set udefra kan det godt ind imellem virke, som om det største parti i den siddende regering, Venstre, ligger tættere på - eller i det mindste føler sig tættere bundet til - støttepartiet Dansk Folkeparti end til det mindste parti i regeringen, Det Konservative Folkeparti. Hvordan ellers forklare, at DF viste sig at have mere end rigeligt med indflydelse til uden stor modstand at få væltet en forbrugerminister, Lars Barfoed, som næppe helt tilfældigt var repræsentant for et af de partier, som DF selv opfatter som ærkefjende, altså De Konservative? Følelsen af at stå i skyggen af et større parti - sådan som det væsentligt mindre Radikale Venstre i sin tid har oplevet at måtte stå i skyggen af Socialdemokraterne i Poul Nyrup Rasmussens skiftende konstellationer - kan næppe have skærpet appetitten hos De Konservative for at fortsætte i et regeringssamarbejde. Og desperationen har da også på det seneste lyst ud af flere af konservative folketingsmedlemmer. Som når udlændingeordføreren Henriette Kjær virker, som om hun er blevet sat på plads i sagen om de afviste irakere, som alligevel ikke har udsigt til at få ophold her i landet. Men måske tydeligst i sagen med Lars Barfoed, der som ny arbejdsmarkedsordfører lægger op til, at dagpengeområdertskal lægges om til fordel for de højtlønnede - og af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) får at vide, at den slags forslag kun har én værdi, nemlig underholdningsværdi. Så var det måske alligevel ikke ”Tid til forandring”, sådan som Venstre før er gået til valg på? Men fortjener De Konservative og de oplæg og forslag, der måtte komme fra dette regeringsparti, ikke at blive taget mere alvorligt, når VK nu har besluttet sig for at fortsætte samarbejde, såmænd også med Dansk Folkeparti, også efter næste folketingsvalg om senest lidt over to år? Og nok så vigtigt: Hvordan går det til, at noget, der umiddelbart kunne virke så stabilt som tidens samarbejde mellem Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti samtidig kan virke så skrøbeligt?