Musik

Stadig billetter til Belli-koncert

HJØRRING: Det er stadig muligt at købe billetter til den store koncert i Bagterphallen næste fredag aften 4. april, hvor der er danmarkspremiere på Peter Bellis Hit House Reunion. Ifølge Steen Christensen, manager i Live Tours Sport & Entertainment, der arrangerer koncerten i samarbejde med Bagterp IF, er der nu solgt lidt over 400 billetter. Med et slag på tasken er der dermed små 200 billetter tilbage, da der skal være plads til både borde til spisning samt diverse lyd- og mixerpulte i hallen. Hit House Reunion byder på en historisk genforening, idet Peter Belli er gået sammen med Rock Nalle, Sir Henry og Jørgen Krabbenhøft fra det hedengangne The Hitmakers for at genoplive de gode gamle tressere. Bagefter koncerten med de gamle drenge byder aftenen udover modeshow også på beatles-kopibandet The Bootles, der via deres musik fortæller "The Beatles Story". Billetterne sælges fra Sportsmann i Østergade, og eventuelle resterende billetter ved indgangen. -sand