Musik

Stadig billetter til jule-rock i hallen

Brovst Musikforsynings Venner gør opmærksom på, at der stadig er flere billetter til lørdagens julerock i Skovsgård Idrætscenter. Foruden julefrokost fra Skovsgård Hotel og dansevenlig musik ved UnderHoldet bydes der på velkomstdrinks, solosang ved Dorte Sudsgaard og som afslutning en pose friskbagte rundstykker at tage med hjem. Julefrokosten består af en lang række traditionelle lækkerier, hvor der intet mangler, hverken stegte sild i eddike, dampet laks, grønlangkål med stegt medister, brunede kartofler m.v. eller stuvet hvidkål med frikadeller. UnderHoldet spillede også til julefrokost sidste år og viste da, at de kan få gang i enhver fest. De har et repertoire, der omfatter rock og pop fra 60-erne og frem til i dag. Er man ikke til sild og ribbensteg, men gerne vil høre musik og danse, kan man møde op senere på aftenen til knap den halve pris.