Stadig billetter til Papa Bue

Musik 7. september 2002 08:00

HADSUND: Nostalgien har tilsyneladende ikke helt fået tag i hadsunderne, der stadig har mulighed for at komme til Hadsund Bio & Kulturhus' jubilæumsarrangement i aften med Papa Bue's Viking Jazzband. 126 havde indtil i går taget imod tilbuddet om jazz, champagne og jubilæumstale af den første formand for kulturhuset, Preben Iversen, og biografdirektør Lizzi Hvilsted erkender, at billetsalget knap og nap kan leve op til forventningerne. - Jeg havde nok regnet med udsolgt på nuværende tidspunkt, men måske har vi også været lidt sent ude. Jeg hører mange sige, at det var ærgerligt, men der havde de altså lovet sig bort til noget andet, siger Lizzi Hvilsted. I går havde hun så mange bestillinger, at det endelige deltagerantal formentlig lander over 150, ikke mindst fordi spontaniteten er begyndt at præge hadsunderne i løbet af de senere år. - I dag sælger jeg mange billetter på selve aftenen. Det gjorde jeg aldrig før i tiden, bemærker Lizzi Hvilsted. Jubilæumsarrangementet markerer i øvrigt starten på den tiende sæson, som byder på ni koncerter. Forsalget har været i gang i små tre uger, hvor abonnementskøberne indtil 26. august havde eneret på billetterne, og netop 26 synes at være et nøgletal, da det også var antallet af abonnenter. - Det er jo ikke som "i gamle dage", bemærker Lizzi Hvilsted, der omvendt kan trøste sig med, at nogle af abonnenterne må siges at være endog meget ivrige. Topscorerne har således tegnet sig for otte arrangementer i løbet af sæsonen, hvor kravet for at opnå rabat blot lød på tre. Ikke overraskende er Kurt Ravn og trompetisten Per Nielsens optræden i Hadsund Kirke 20. november den største sællert. 168 har sikret sig billet. Også Kristian Lilholts optræden den 9. i samme måned har solgt pænt, og det samme gælder Thorkil og Peter Vesth. - 40 billetter lyder måske ikke af så meget, men de kommer altså først i februar, så det må vist siges at være meget godt, lyder det optimistisk fra Lizzi Hvilsted.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...