Stadig chance for oprykning

} Med en sejr på 4-0 efter 1-0 ved pausen over Skelund ligger Bælum/Solbjerg fortsat på andenpladsen i serie 4 med to point foran Skørping inden sidste runde på søndag. Dermed har BSI fortsat gode muligheder for en oprykning. Bælum/Solbjerg fik en drømmestart, da holdet i allerførste minut kom foran på hovedstød ved Michael Andersen, og holdet spillede en god første halvleg, hvor Skelund næsten ikke var over midten. Skelund kom dog lidt mere ind i kampen i det første kvarter af anden halvleg, men herefter stod der igen Bælum/Solbjerg på kampen, der bød på et Skelund-selvmål, mens de to sidste mål blev scoret af Bo Vestergaard og Joachim Kristensen. } TÆV: Det blev heller ikke til sejr til Blenstrup i sæsonens næstsidste kamp, da de tabte 2-9 til Hobro efter 1-4 ved pausen. Hobro kom hurtigt foran 3-0, og dermed var den kamp afgjort. Blenstrups mål blev scoret af David Olsen på straffespark begået mod Torben Bach, og et langskudsmål fra 30 meter af Brian Sørensen. } UDEN MÅL: Skibsteds fodboldherrer i serie 6 sluttede sæsonen af med at spille uafgjort 0-0 med Bælum/Solbjerg, og dermed blev holdet også nummer to i kredsen. Det var en kamp, som bar præg af den megen regn, der faldt, samt at det var sæsonens sidste kamp, hvor ingen af de to hold havde noget at spille for, men Skibsted havde dog en lille overvægt i chancer. } IKKE KØNT: Det var ikke verdens kønneste håndbold som TIF/Dannebrogs serie 2-damer spillede mod Nøvling, men det rakte til en 18-16-sejr efter 8-6 ved pausen. Topscorer blev Dorthe Lybæk med 5 mål. Holdet skal i kamp i aften, hvor det ude i Jysk Cup skal møde Olympia, Nørresundby.