Danmark

Stadig flere får modermærkekræft

Trods flere kampagner, der skal få danskerne til at beskytte sig mod solen, får stadig flere modermærkekræft.

Stadig flere får modermærkekræft

For mange danskere står sommerferien for døren, mens den for andre allerede er gået i gang. I mange tilfælde betyder det sol og strand i lange baner, men trods flere års kampagner er danskerne stadig ikke gode nok til at beskytte sig i solen.

De seneste 20 år er antallet af nye tilfælde af modermærkekræft mere end tredoblet, og de seneste år er der årligt opdaget omkring 1800 nye tilfælde.

Mens en del af årsagen til stigningen skal findes i, at danskerne er blevet mere opmærksomme på problemet og derfor går hyppigere til lægen, er danskerne ikke blevet bedre til at beskytte sig. Sådan lyder meldingen fra Kræftens Bekæmpelse.

- Folk har stadig svært ved at solbeskytte sig. Det er antallet af solskoldninger og den store mængde UV-stråling, der gør, at flere og flere bliver ved med at få kræft i huden. Det gælder både unge og ældre, siger Peter Dalum, projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Skal udviklingen vendes, er det stadig de gode gamle solråd, der gælder.

- Søg skygge, brug tøj og hat og brug solcreme, der hvor skygge og tøj ikke dækker - i prioriteret rækkefølge. Det kan danskerne ikke helt forstå. De bruger meget solcreme, men de glemmer lidt, at skygge og tøj faktisk beskytter bedre, siger Peter Dalum.

I Danmark er det nok at bruge en faktor 15, mens Kræftens Bekæmpelse anbefaler faktor 30 eller højere under varmere himmelstrøg, hvis solcremen påføres rigtigt.

- Folk bruger solcreme som en hudlotion, men det er det ikke. Det er en beskyttelse, og det skal derfor smøres på i et rigeligt lag. Faktisk går der 40 milliliter til en voksen krop og 20 milliliter til et barn, siger Peter Dalum.

Det svarer cirka til en håndfuld med top.

Skulle uheldet alligevel være ude, er det vigtigt at søge læge så hurtigt som muligt.

- Hvis man kommer til lægen i ordentlig tid, så kræften ikke har nået at sprede sig, så kan man fjerne modermærkekræften kirurgisk, siger Peter Dalum.

- Men kommer man ind så sent, at det har spredt sig, så er der kun livsforlængende behandlingsmetoder - så kan man faktisk ikke gøre noget, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.