Stadig flere får svært ved at holde fri

Arbejdsnarkomaner ofrer fritid og familieliv

At livet er så meget mere end bare arbejde bliver fortrængt af stadig flere. Arkivfoto: Martin Damgaard

At livet er så meget mere end bare arbejde bliver fortrængt af stadig flere. Arkivfoto: Martin Damgaard

KØBENHAVN:Fritid og familieliv ryger i baggrunden - og arbejdet tager mere og mere over. Faktisk i en så alvorlig grad, at flere og flere bliver arbejdsnarkomaner - og er afhængige af deres job. HK/Privat har i det sidste halve år arbejdet med problemet, som arbejdsmiljøkonsulent Svend-Erik Hermansen blev opmærksom på under en ferie i USA. - Jeg oplevede, at det blev diskuteret meget blandt helt almindelige amerikanere - almindelige mennesker som vores medlemmer også er. Med det grænseløse arbejde, der er i dag med mobiltelefoner og internet, arbejder du på opgaver og ikke på tid. Og da meget arbejde i dag er spændende, vil folk gerne løse projekterne og i gang med nye. Folk får tilfredsstillelse i deres arbejde, siger Svend-Erik Hermansen til Ritzau. Over tre fjerdedele af HK/Privats medlemmer diskuterer jævnligt spørgsmålet om at finde en balance mellem arbejde og fritid. Og også på arbejdspladsen diskuteres problemet, hvor seks ud af 10 ofte diskuterer balancegangen. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har lavet for fagforbundet. Men lige som andre afhængighedsforhold til eksempelvis alkohol, er det svært for dén person, der er blevet afhæng af sit arbejde, at se det - og erkende det. Og Svend-Erik Hermansen siger, at det er andre, der skal gribe fat i problemet. - Det er jo ikke usynligt for andre, hvis man kender en, der er arbejdsnarkoman. Og det er op til kolleger, arbejdsgivere og familie og gribe ind, siger arbejdsmiljøkonsulenten. Ingen gevinst Og ifølge Svend-Erik Hermansen er arbejdsgiverne også interesserede i at få ansatte med tilbøjeligheden “helbredt”: - Det er heller ikke i arbejdsgivernes interesse at have arbejdsnarkomaner. Det går ud over kvaliteten af deres arbejde - og folks sygefravær stiger, lyder det fra HK/Privat-manden. Umiddelbart lider en arbejdsnarkoman ikke af stress - men det kan blive enden, hvis der ikke gøres noget. HK/Privat har på deres hjemmeside lavet et undertema om fænomenet på www.workaholichk.dk - og der kan man finde svar på en række spørgsmål. /ritzau/