Retspolitik

Stadig flere kriminelle på fri fod

København, fredag /ritzau/ Antallet af dømte kriminelle, der er på fri fod, fordi de venter på en plads i de overfyldte fængsler, er på 4100. Dermed er der flere dømte kriminelle på fri fod end i de danske fængsler, hvor der nu sidder omtrent 3600. I januar 2002 var der 3200 kriminelle på fri fod, fordi de ventede på en ledig plads i de fyldte danske fængsler. Antallet var den 1. marts vokset til 4100, viser nye tal fra Kriminalforsorgen. Samtidig er de kriminelle nu på fri fod i væsentlig længere tid. Mens det i januar sidste år drejede sig om blot en måned, er tallet nu oppe på mindst fire måneder, og ventetiden stiger hele tiden. Kriminalforsorgen har nemlig for første gang i nyere tid indført et stop på ubestemt tid for indsættelse af dømte kriminelle på fri fod. Det fremgår af et brev som Direktoratet for Kriminalforsorgen sendte ud til de danske fængsler den 21. februar, oplyser Kriminalforsorgen. Stoppet for indsættelse har været i funktion siden den 15. marts, men gælder ikke voldsdømte. - Vi har haft et voldsomt pres og et vældigt overbelæg alle vegne. Derfor har vi forlænget indsættelsesstoppet indtil videre uden deadline, fordi vi er nødt til at sikre, at situationen er nogenlunde stabil, før vi lukker op igen, siger vicedirektør Anette Esdorf fra Kriminalforsorgen. De nye tal sætter justitsminister Lene Espersen (K) under hårdt pres, fordi VK-regeringen netop er gået til valg på at føre retspolitik ud fra borgernes retsfølelse, påpeger Dansk Folkeparti. - Vi har en borgerlig regering, som gik til valg på lov og orden, og så har vi nu en situation, hvor tusindvis af dømte kriminelle kan gå omkring på fri fod, når de burde sidde bag lås og slå. Det er uacceptabelt og en klar krænkelse af borgernes retsfølelse, siger retsordfører Peter Skaarup. Dansk Folkeparti mener ikke, at overbelægningen i fængslerne kan komme som en overraskelse for regeringen, der sidste år skærpede en række strafferammer for blandt andet vold. Retsordfører Peter Skaarup vil nu stille en række spørgsmål til ministeren, for at få svar på, om regeringen vil investere i de nye fængselspladser, som ifølge Dansk Folkeparti er nødvendige for at få ventelisterne væk. Socialdemokraterne kræver, at regeringen finder penge til at bygge nye fængsler. Sidste år bevilgede justitsministeren sammen med et flertal i Folketinget penge til 40 ekstra pladser i forbindelserne med skærpelser af de gældende straframmer. Samtidig satte ministeren penge af til 100 midlertidige pladser, fordi det viste sig, at antallet at idømte fængselsdage steg eksplosivt. - Nu skal vi have ministerens forklaring på, hvorfor det går så galt, når hun har sagt, at der er fundet tilstrækkeligt med ekstra fængselspladser. Det her er en katastrofe og understreger vigtigheden af, at der meget snart bliver bevilget flere penge til kriminalforsorgen. Problemet er, at regeringen er låst fast på grund af skattestop og skattelettelser, siger retsordfører Morten Bødskov. I år udløber den gældende flerårsaftale for kriminalforsorgen. På grund af det voldsomme pres på fængslerne mødes forligspartierne Socialdemokraterne, De Radikale, Kristeligt Folkeparti og SF jævnligt med justitsministeren og diskuterer situationen og indholdet i en eventuel kommende flerårsaftale. Dansk Folkeparti er også inviteret med til drøftelserne. /ritzau/