Stadig for lidt rengøring på skole

Alt for lidt tid til at gøre hovedrent på Tranum Skole

TRANUM:Siden 1. november sidste år har det private firma IDA Service fra Aalborg gjort rent på Tranum Skoles 1.388 kvadratmeter. Opgaven, som blev udliciteret og vundet af IDA, klarer selskabet godt, men de tidsnormer, som konsulentfirmaet Servicemægleren satte for rengøringen, er alt for stramme. Det resulterer i, at rengøringspersonalet ikke har tid til at gøre køleskabe, skuffer og skabe rent, som det oprindeligt var forudsat. - I det daglige er vi vældig tilfredse med IDA. De prøver at nå det, de skal, men vi er ikke tilfredse med den melding, Servicemægleren kom med. Den er alt for stram, og hovedrengøringen er det helt store problem, fordi der hverken er tid eller midler nok, siger formand for skolebestyrelsen Ann Bargsteen. Konsulentfirmaet Servicemægleren blev hyret af Brovst Kommune til at se på rengøringen på alle kommunens skoler og vejlede om, hvordan den best muligt kunne tilrettelægges. I lighed med de erfaringer, andre kommuners institutioner har gjort sig, er det imidlertid svært at nå arbejdet på den tid, der er afsat til det. For at sikre, at Tranum Skoles køleskabe, skabe og skuffer bliver holdt rene, har skolen derfor valgt at tage nogle af ressourcerne fra den tid, der er sat af til hovedrengøringen, og det betyder, at rengøringspersonalet aldrig når helt ud i krogene. - Kunne de bare få mere tid og komme i bund, ville det hjælpe meget, siger Ann Bargsteen. Skolebestyrelsen har besluttet at tage problemet op på næste møde i november i det såkaldte Fælles Forum, hvor kulturudvalget mødes med samtlige kommunens skolebestyrelser.