EMNER

Stadig grund til diskussion

Her knap 60 år efter befrielsen - og 65 år efter besættelsen - er der påfaldende langt mellem emner, der fortsat kan skabe så megen fortørnelse og forargelse som diskussionen om, hvad der foregik - og ikke foregik - i løbet af "de fem forbandede år" og i tiden lige før og efter. Påfaldende først og fremmest, fordi langt de fleste af førstehåndsvidnerne af naturlige årsager er faldet fra - og så er det pludselig blevet tid til en slags national selvransagelse, udtrykt i ganske mange nye bogværker i disse år. Overordnet set er der ingen tvivl om, at holdningen til nazi-Tysklands besættelse af Danmark fra 9. april 1940 til 4.-5. maj 1945 - ikke mindst blandt historikerne - har taget en ganske alvorlig drejning, så danskernes indsats fra at blive bedømt som éntydigt god nærmest er endt med at blive lige knap så imponerende og heltemodig. I årenes løb er der sket en meget tydelig nuancering af helte- og skurke-begrebet - fra indtrykket af Danmark som en nation af stadig mere aktive modstandsfolk til noget, der mest af alt minder om moralske tømmermænd, udløst af, at vi - sammenlignet med alle andre lande - materielt set slap yderst nådigt igennem ikke bare besættelsen, men hele Anden Verdenskrig. I dagens avis bliver det meget præcist udtrykt af lektor på Aalborg Universitet, historiker Mogens Rüdiger: "Når vi bliver ved med at debattere besættelsen og være så optaget af begivenhederne i 1940-45, skyldes det jo netop, at samarbejdspolitikken har givet eftertiden et moralsk problem, hvor der ikke er et klart svar". Vi klarede os med andre ord igennem - men næppe med æren i behold fra først til sidst. I dag - set på 65 års afstand af den nærmeste storkrig - er det nemt på kanten til en gratis omgang at gøre sig klog på, hvordan datidens politikere og embedsmænd burde have reageret, og med til opfattelsen om dagene op til besættelsen hører vel også en historisk bevidsthed om, at Danmark i årtier forinden bevidst - og med skiftende politiske flertal - havde ført en underspillet linje over for de stærke kræfter syd for grænsen. Datidens overlevelsesstrategi, der i første række kun kostede ganske få danske soldater livet, kan godt med en vis ret opfattes som mere af det samme, bare i kriseversion.