Naturkatastrofer

Stadig håb om at finde savnede

1800 omkomne ligger stadig på køl og venter på identifikation

PHUKET:Louisa har tegnet en tegning af nogle engle. Over dem står der: "Til de mange nye engle", og nederst har hun skrevet sit navn. Tegningen hænger på den danske mindemur for ofrene for flodbølgen i Thailand. Her hænger også et billede af drengen Oliver Persson, der stadig er savnet, og der står flere buketter blomster. Søndag lagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) en krans af forskellige røde og hvide blomster ved muren efter først at være blevet vist rundt på det internationale identifikationscenter på den thailandske ø, Phuket. I en takketale til den danske chefkriminalinspektør Frank Jensen, roste Fogh Rasmussen danskernes indsats. På centret er identifikationen af omkring 700 lig indtil videre blevet fastlagt. Endnu mangler 1100 lig at gennemgå den langsommelig proces. I øjeblikket er 15 forskellige nationer involveret i arbejdet på stedet, men yderligere 15 nationer har tidligere deltaget i arbejdet her. Et samarbejde mellem så mange nationer er vanskeligt, men det er ifølge Frank Jensen efter omstændighederne gået meget tilfredsstillende. Identifikationsprocessen forløber i fire trin. Fingeraftryk, dna-analyse, tandundersøgelse og til sidst en kvalitetskontrol, så man sikrer, at undersøgelserne er foretaget korrekt, og at papirerne er i orden. Herefter bliver resultatet sendt videre til et internationalt identifikationscenter, der samler alle informationerne og sammenholder dem med oplysninger fra de savnede personer, som er blevet sendt hertil fra den savnedes hjemland. Af de 45 danskere, der blev dræbt under flodbølgen i Thailand, er 35 blevet identificeret. Det er et meget høj procentdel i forhold til ofrene fra andre lande. Ifølge Frank Jensen skyldes det, at vi i Danmark for eksempel har gode tandoplysninger, som kan vise sig at være afgørende i opklaringen. I et forsøg på at skaffe oplysninger om de savnede, der ikke er blevet identificeret, kører det danske Rejsehold i øjeblikket rundt i de områder i Thailand, hvor de pågældende var på ferie, for at tale med personer, der kunne have set dem under flodbølgen. - De tager rundt til forskellige hoteller, hvor der kan tænkes at arbejde folk, som var til stede under flodbølgen, og som kunne have set en af de savnede personer under selve katastrofen. Derfra kan vi måske få nogle beretninger, der kan hjælpe os med at fastslå, hvad der er sket med dem, fortalte Frank Jensen under statsministerparrets besøg. Men håbet om at finde de savnede på identifikationscentret er endnu ikke opgivet. Så længe, alle ligene ikke er blevet undersøgt, er der håb. Hvor længe dette arbejde vil tage, ville Frank Jensen ikke komme med et bud på. Efter besøget lovede Anders Fogh Rasmussen, at der ikke vil blive sat et politisk punktum for arbejdet. - Hvis der en dag bliver sat et punktum, så vil det være baseret på en bedømmelse fra de relevante myndigheder - derunder i særlig grad politiet - og jeg synes, at det ville være meget betænkeligt at sige, at nu lades alt håb ude, så længe der endnu er omkomne, som ikke er undersøgt, sagde han. Han kaldte desuden besøget en "barsk oplevelse", og han roste det "fantastiske arbejde, der bliver udført under ekstremt vanskelige forhold". - Man må sige, at det er lykkedes at identificere ganske mange. Og arbejdet fortsætter, og så har vi jo alle sammen håbet om, at det også lykkes at identificere de sidste savnede danskere, sagde han. Anders Fogh Rasmussen rejste søndag eftermiddag videre til Thailands hovedstad, Bangkok, hvor han mandag vil mødes med premierminister Thaksin Shinawatra og derefter kong Bhumibol. Foruden de 45 danskere, der omkom i Thailand, mistede en dansker livet i Sri Lanka under flodbølgen. /ritzau/