Stadig i superligaen - i sejlsport
Splinterny båd til små 400.000 kr. skal være med til at styrke Hadsund Sejlklubs elitesatsning
HADSUND: Selv om kommunens fodboldmæssige flagskib, Hobro IK, i den kommende sæson må en tur ned at vende i den næstbedste række, så er Mariagerfjord Kommune fortsat repræsenteret i superligaen.
Nærmere bestemt i ”Sejlsportsligaen”, som er sejlsportens svar på Superligaen i fodbold.
Et vigtigt element i den satsning er investeringen i en ny J/70-sejlbåd, som bl. a. skal være med til at forsvare fjordkommunens farver ved EM i Kiel senere på året.
Båden, som bliver bygget i Tyskland, og forventes leveret i Hadsund umiddelbart efter sommerferien, står Hadsund Sejlklub i næsten 400.000 kroner, og anskaffelsen har derfor også kun været mulig med gode sponsorers hjælp.
Sparekassen Hobro Fonden har bidraget med 75.000 kroner. Elro Fonden har støttet med 125.000 kr, og A. P. Møller Fonden har doneret 185.000 kr. til formålet.
Den nye båd skal primært bruges som træningsbåd af Hadsund Sejlklubs sejlsportsliga-besætning og andre ambitiøse sejlere i klubben.
Medlemmerne af sejlklubben er senere i denne måned indkaldt til et møde, hvor de kan høre mere om “Super Gruppens” arbejde og fremtidsplaner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.