Tyverier

Stadig intet bevis for maleriers ægthed i Voergaard-sag

To tyve skal ifølge deres forsvarere max. 18 måneder i fængsel, når ingen kan bevise, at de virkelig stjal værker malet af Rubens og Goya

Der er overhovedet ingen beviser for, at de stjålne malerier fra Voergård Slot er ægte. Derfor er det helt urimeligt at kræve fængsel op til seks år, mener forsvarer. Den 21-årige og den 25-årige, der er tiltalte i sagen, er nemlig tiltalt for tyveri af særlig grov beskaffenhed, fordi anklagemyndigheden mener, at malerierne er 20 mio. kr. værd. Bliver de dømt, står de til op til seks års fængsel. Derfor er maleriernes ægthed og værdi meget central i retssagen. - Man forsøger at straffe hårdt, selvom der overhovedet ingen dokumentation er. Det hele er baseret på et skøn, og jeg synes, det er meget tyndt at gå efter en hård straf på det grundlag, sagde forsvarer Henning Lyngsbo efter gårsdagens retsmøde. Forsvarerne understregede under retsmødet, at der ikke er noget dokumentation for hverken ægthed eller værdi af malerierne, og at de stjålne kunstværker derfor lige så godt kan være billige kopier. Derfor har de tiltaltes forsvarer også nedlagt påstand om, at de kun dømmes for tyveri, der "kun" giver op til halvandet år bag tremmer. Der forventes at falde dom i sagen i løbet af torsdagen.