Stadig kærlighed

Lars Lilholt fejrer 50 års fødselsdag med udgivelsen af pladen Nefertiti. Den folkelige musiker har tænkt sig at fortsætte, til han segner

Fodbold 9. marts 2003 07:00

Lars Lilholt er på fremmed territorium. I hvert fald hvis man skal tro de kritikere, der anser ham for at være et provinsfænomen, der har skrevet den mest irriterende sang nogensinde. - Jeg tror ikke på den der med, at københavnerne ikke kan lide mig. Og det er en myte, at det specielt er i provinsen, at jeg er populær. Jeg spillede på Rådhuspladsen for fem-seks år siden, og der kom der altså 40.000 mennesker, selv om der var Roskilde Festival samtidig, siger han. I forbindelse med udgivelsen af sin nye plade "Nefertiti" er manden bag klassikeren "Kald det kærlighed" igen i hovedstaden. Over en kande kaffe ser musikeren med rødder i Aalborg tilbage på en lang og begivenhedsrig karriere, der fra hans synsvinkel dækker hele landet. - Selvfølgelig er der nogle, der ikke kan lide min musik, og sådan skal det også være. Men jeg arbejder ihærdigt på, at dem der ikke kan lide det, skal have chancen for at ændre mening. For jeg synes jo selv, at det er virkelig godt, siger Lars Lilholt, der på fredag fylder 50 år. Som en af Danmarks travleste kunstnere har han i over 30 år haft musikken som sin levevej. Og med et pladesalg på mere end 1,2 millioner eksemplarer og et kæmpe livepublikum må den omrejsende spillemand med bopæl i Silkeborg-området unægtelig betegnes som en af landets mest populære musikere. Elsket og hadet Alligevel har Lars Lilholts navn og folkelige musik enten fået danskerne til at juble eller fnyse siden pladedebuten under eget navn i 1982 med "Og Fanden dukked op og sagde ja". - For 10-15 år siden undrede det mig måske, at nogle kunne få knopper af mig, men det kan jeg altså ikke tage mig af mere. Moden er en cirkel, og den, der løber efter den, vil altid komme for sent. Hvad der er oppe på parnasset, rager mig en høstblomst. Det, der interesserer mig, er at udforske mit eget univers og spille for de mennesker, der betaler og bruger en dag på at komme og høre det, vi laver. Men det er lidt sjovt. Jeg er en venlig og konfliktsky mand, men jeg er i stand til at skille vandene, og det undrer mig, siger Lars Lilholt, der sammen med søsteren Tine og broderen Kristian og de øvrige fire medlemmer af Lars Lilholt Band stort set kan være sikker på at sælge over 100.000 plader, hver gang et nyt album bliver sendt på gaden. Og det vil måske overraske både kritikere og fans, hvilke danske musikere Lars Lilholt føler sig tættest beslægtet med. - Jeg er den eneste popsanger i Danmark, der har rødder i den folkelige danske musik. De, der kommer nærmest, er de unge rappere, som forstår at fortælle nogle gode historier på dansk. Det kan jeg godt lide, og jeg var en stor fan af Østkyst Hustlers, siger han. Politisk plade Som så meget andet i hans liv var det lidt af en tilfældighed, at det nye album kom til at hedde det samme som en ægyptisk dronning, der levede for 3500 år siden. Lars Lilholts nabo har en svigerfar, som ejer en jolle med det eksotiske navn, og efter at have set den lægge til ved bådebroen for enden af sin have ved Gudenåen, havde han fundet navnet til sit seneste værk. "Nefertiti" blev i første omgang til som et soloprojekt i hjemmestudiet, og i modsætning til tidligere blev sangene ikke kørt igennem det fælles band-filter i den indledende fase. Resultatet blev 13 nye numre med Lars Lilholts stemme som det absolutte centrum for en række meget forskellige fortællinger. De to sidste sange på pladen -"Zvi Michaeli" og "Tollun" - handler henholdsvis om en jødisk overlevende fra en etnisk udrensning i Litauen i 1941, som fortalte sin historie i et tv-program, og et fiktivt folk fra Uzbekistan, der får tildelt et nyt hjemland ved Gudenåen. Parallellen til konflikten mellem israelerne og palæstinenserne er til at få øje på i teksten til Tollun, og det var også hensigten. - Den slags sange turde jeg ikke at have med for ti år siden, men det mod har jeg altså nu. Det er nærmest en kronik og er selvfølgelig et bidrag til debatten. Det er oplagt at se det som en palæstinensisk historie, og det synes jeg går fint i spænd med, at der ligger en jødisk historie lige før. Jeg er ikke ude i et politisk ærinde, men moralen er, at de allerfleste mennesker er elskelige og gerne vil have fred, siger Lars Lilholt, som ikke er meget for at sætte sig selv i en politisk bås. - Jeg har altid mest været musiker, og det har egentlig været det, der har optaget mig mest. Jeg har aldrig været medlem af noget politisk parti. I 1970'erne spillede jeg selvfølgelig i venstreorienterede sammenhænge, men det var lige så meget fordi, at det var de steder, hvor man kunne komme til at spille. Hvis jeg endelig skulle, ville jeg lave en regering, hvor socialministeren var fra Enhedslisten og økonomiministeren fra Venstre. Og så skulle de tvinges til at blive enige. Drømme og berømmelse To af melodierne på "Nefertiti" stammer fra teenageårene på Hobrovejens skole og Aalborghus Gymnasium, hvor den unge Lars Lilholt for alvor fandt ud af, hvad han ville med sit liv. Interessen for musik og små fortællinger havde han da heller ikke fra fremmede, idet hans far spillede i Aalborg Byorkester, mens moderen var en ivrig historiefortæller i hjemmet på Vestre Allé. - Mine drømme begyndte, da jeg var 14-15. Det ved jeg, fordi jeg som alle andre selvoptagede unge skrev dagbøger, som jeg har gemt. Som 30-35-årig gik det op for mig, at jeg egentlig var blevet det, jeg havde drømt om. Når man kigger på det nu, ser det meget målrettet ud, men meget af det har også været tilfældigheder. Dem har jeg så bare tacklet på en måde, der har gjort, at det kunne lade sig gøre - blandt andet ved at leve som en fattig kirkerotte til jeg var 35, siger nordjyden. Han har aldrig har været i tvivl om, at musikken ville blive hans skæbne. Godt nok spillede han i en årrække fodbold i både AaB og Aalborg Chang, men drømmen om en karriere på grønsværen blev fortrængt af lysten til at optræde på en scene. Det valg skulle vise sig at være fornuftigt. I dag tjener Lars Lilholt og folkene omkring ham gode penge på et massivt pladesalg og de i omegnen af 50 koncerter, som det hvert år bliver til foran tusindvis af loyale og begejstrede fans. - Man må følge den vej, hvor talentet ligger. Og mit talent har altid været større for musik end for fodbold, som jeg stadig elsker at spille og ser både live og på tv. Jeg valgte i sin tid at blive musiker, fordi jeg ikke gad at arbejde og stå tidligt op om morgenen. Jeg kan godt lide det skabende liv. Vi er rejsende i at gøre folk glade, og det er i sig selv et privilegium, som giver meget energi tilbage. - Når jeg for eksempel står i Skovdalen i Aalborg foran 6000 mennesker, kan jeg mærke de positive energier fra folk. Og så kan man billedligt talt vælge at suge dem til sig og blive en stor og opblæst nar, eller også kan man vælge at sige, at man på en eller anden måde også er en tjener, som gør alt for at få den energi tilbage i hovedet på folk, siger manden, der sammen med resten af Lars Lilholt Band er kendt for at levere varen hver eneste gang. - Det handler om at være dybt professionel og ordentligt forberedt. Jeg køber det simpelthen ikke, hvis det ikke er helt i orden. 110 procent er i orden, 100 procent er acceptabelt, men 90 procent holder ikke. Det skal være godt hver gang. Ellers kommer folk ikke igen, og så kan man ikke leve af det, siger Lars Lilholt, der dog ikke er mere rutineret, end at han stadig kan få kuldegysninger ved koncerterne. - Jeg kan føle mange forskellige ting under en koncert. Mest af alt føler jeg mig koncentreret om at udføre mit job så godt som muligt. Men en gang imellem glemmer jeg mig selv, og så føler jeg en stor glæde. Når mange mennesker reagerer på det samme og synger sammen, kan det godt virke overvældende, og det bliver jeg berørt af. Sov på scenen Første gang, han fik penge for at spille offentligt var til en høstfest i Haverslev i 1972, og året efter var han med til at danne folkrockgruppen Kræn Bysteds. Efter tre albums og næsten 10 år på landevejene blev bandet opløst i 1982, og efter et soloprojekt blev Lars Lilholt Band født - et band, som i dag stort set består af de samme mennesker som ved dannelsen. - I starten tjente vi ikke en skid, og vi kørte rundt i min gamle blå Hanomag og sov på scenen om natten. Første gang, jeg boede på hotel efter en koncert, var sammen med Allan Olsen og Johnny Madsen i 1986. Før den tid boede vi der, hvor vi spillede, når publikum var gået hjem. Men da der pludselig kom mange folk og mange penge, valgte jeg modellen med at dele med de andre, når udgifterne var betalt. For de spillede også, da de kun fik hundrede kroner, siger Lars Lilholt. De mange og lange ture på landevejene gik imidlertid ud over privatlivet. Det første ægteskab kunne ikke holde til den omfattende turnévirksomhed, mens hans nuværende kone har det fint med at leve et rakkerliv fem-seks måneder om året. Fælles for hans tre børn på henholdsvis tyve, otte og fem år er, at de har været med på turné siden de lå i vuggen. Den ældste, Lærke, optræder endda som korsanger på "Nefertiti". - Mine børn er opvokset med en kraftig disciplin, og når far skal ind i lyset, ved de, at der skal være ro. Der er ikke nogle af vores børn, der er blevet hysteriske lige før starten på en koncert. Jeg spillede på Skagen Festivalen i 1991, hvor vi havde mange børn med. Når de faldt i søvn, fik de høreværn på og blev lagt ned i en flightcase. Så kørte vi dem ind under scenen, og så lå de dernede og sov. Hvis man bare elsker sine børn, kan de være med til hvad som helst. Bliver ved Forude venter omkring 50 koncerter på mindre end et halvt år. Selv om han har prøvet det så mange gange før, glæder Lars Lilholt sig til endnu en sæson, som ifølge den garvede musiker langt fra bliver den sidste. - Hvis jeg ellers holder mig ordentligt i live, kunne jeg forestille mig, at jeg bliver ved, indtil jeg falder om. Jeg voksede op med Bob Dylan og Rolling Stones, der er mine store forbilleder. De er ved at være gamle mænd, men der er stadig liv i dem. Kunne der blive bare det halve i mig, ville jeg være glad. Det tror jeg, der kan, for jeg oplever, at jeg bliver bedre og bedre, siger Lars Lilholt, der dog alligevel har gjort sig nogle tanker om alderdom og døden her kort før sin 50 års fødselsdag. - Det er mere symbolsk end at fylde 40. Men det er bedre end alternativet - at være død. Jeg tror helst, at jeg vil være sidst i 40erne end først i 50erne, for i sidste ende venter forrådnelsen jo bare. Man er udødelig til man er 30, og så får man en brat opvågning. Så jeg har egentlig tænkt over døden i mange år, men min nye plade skulle ikke være en midtvejsstatus. Min ven Björn Afzelius lavede en plade med titlen Tanker ved 50, og så døde han kort tid efter. Så overtroisk er jeg også, så det ville jeg ikke, siger Lars Lilholt. Lars Lilholt med band optræder - blandt mange andre steder - ved Skovrock i Skovdalen i Aalborg fredag 8. og lørdag 9. august. Anmeldelse af "Nefertiti" på side 4.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...