Stadig ledige revybilletter

På fredag, 6. maj, er der premiere på Lundergårdrevyen 2011.

Det ved de mange medvirkende særdels godt, så for tiden arbejdes der hektisk i Lundergårdhallen, hvor der prøves på revyen, der har fået titlen "Vi finder os ikke i det". Den instrueres af Anne Mette Nors og Dorte Mørch, som har masser af års erfaring i Lundergårdrevyen, hvor hygge og sammenhold spiller en lige så stor rolle som dem, der udspilles på scenen. På scenen står Morten Pedersen, Louise Møller Pedersen, Sven Bertelsen og Pia Karstensen. Robin Haslund Buch har tegnet kostumerne. - Jeg synes, at vi har mange gode ting på banen i år. Skolelukningerne får blandt andet en omgang, vi undersøger, om man kan se, hvilken side politikerne står på og så er Agnes og Edith klar med nye spændende eventyr, siger Dorte Mørch. Efter premieren på fredag spilles revyen ialt ti gange. Nogle forestillinger er udsolgt - det gælder fredag 13. maj, mens der stadig er masser af billetter til andre forestillinger. For eksempel er der gode muligheder på lørdag, 7. maj, mens der blot er få billetter tilbage til premieren fredag - Man kan bare ringe til vores billetkontor og høre, siger Dorte Mørch. Billetkontoret holder i næste uge åbent mandag, tirsdag og onsdag mellem 16 og 18.