Stadig liv i go'e gamle Rosdahls

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tre Ravioli fyldt med godt, kraftigt oksekød og serveret med en særdeles syrlig citronsovs. En enkel og ganske vellykket forret.

Det har levet om omtumlet tilværelse, det røde pakhus på havnen i Aalborg. I 2000 flyttede stjernekokken Henrik Rosdahl sin restaurant Penny Lane ned på stedet og gav det navnet Rosdahls, som har fulgt stedet indtil for nylig. Gennem de første ni år af sin levetid var Rosdahls et spisested med store ambitioner. Muligvis også for store, for der er godtnok mange, der har knækket nakken på stedet. Eller er løbet sur i det hele. Eller har fået andre og mere spændende tilbud. I hvert fald har stedet været drevet i syv forskellige udgaver indtil sidste år, da det lukkede. Version 8.0 Nu er det så åbnet i version 8.0, og det sker under navnet Café Zürich. Stjernenøkker - og ambitioner er skiftet ud med en mere caféagtig stil. Her er både caféagtigt lette retter, her er en glimrende og prisbillig treretters menu. Og her er mulighed for at vælge a la carte i et lidt dyrere prisleje. Spisekortet er ikke overvældende stort, men det har nu altid været en fordel med få valgmuligheder, som så til gengæld tilberedes tilsvarende mere stilsikkert. Stadig hyggeligt Lokalet er - som det altid har været - ganske hyggelig med gamle sække under loftet og markante spor af træværk fra det gamle pakhus på stedet. Vel bænket får vi udleveret et spisekort. Her kan man vælge en treretters menu til 189, som byder på laks, unghane og lakridsdessert. A la carte byder på tre forretter, tre desserter og et vist antal hovedretter. 'Et vist antal' dækker over at nogle af forretterne også kan laves til hovedretter. Vi vælger fiskesuppe og ravioli til en start. Vi spørger til dagens fisk og får at vide, at det er torsk, og den napper vi også. Kalvemørbrad bliver den anden hovedret. Desserterne bliver panna cotta og lakridsdesserten fra månedsmenuen. Og tilbage er så blot valget af vin. Her starter priserne ved 225 kroner. For 290 kroner kan vi få en tysk riesling, og den slags er altid rar, så den ryger også i indkøbskurven. Vinkortet fortæller også, at der er en kanonvin fra Puglia i Italien til 275, så den har vi næsten også besluttet os for, men lader os overtale af vintjeneren til i stedet at interessere os fra den australske shiraz fra Town Hunter Valley til 325. Og med ordrerne afgivet, giver vi os til at vente.Og vi venter. Efter præcis et kvarters ventetid - vi tog tid - bad vi om at få drikkevarer serveret. Så kom de sandelig også i en fart. Vand, rødvin og hvidvin på én gang. Vi prøvesmager hvidvinen og godkender den. Og siger pænt nej tak, da vi også bliver bedt om at prøvesmage rødvinen. Vi vil ikke blande smagsindtrykkene. Fast torsk Og mens vinen hældes op, kommer en anden tjener med vores forretter. Nu går det pludseligt stærkt. Den ene forret er en tomatiseret fiskesuppe. Det er en særdeles delikat sag, selv om den hæmmes lidt af, at den har fået for meget salt. Til gengæld er de tre store, hvide fiskestykker i suppen - formentlig torsk - dampet til perfektion. Yderst velsmagende. Fast konsistens. Særdeles veltilberedt. Den anden ret er hjemmelavet ravioli med timian-citron-sovs. Der står intet på spisekortet om fyldet, men det viser sig at være trævlet oksekødfyld. Ordet trævlet må på ingen måde læses negativt: Det er god, velsmagende og kraftig kød. Det meget rustikke oksekød spiller godt op mod den særdeles syrlige citronsovs. Det er en ret, der bestemt også er bestået i al sin enkelhed. Den tyske hvidvin kommer fra Georg Mosbacher, der driver sin vingård i Deidesheim i Pfalz. Det er en kraftig sag. Flot, harmonisk duft og med et ordentligt syrebid. Den står sikkert og stilrent til maden. Både fisk og ravioli. Da vi er færdig med at spise forretter, skal denne hvidvin nu til at fungere som terrassevin. Som bællevin indtil hovedretten. Og her bliver syren altså for kraftig. Den vin kræver simpelthen mad. Hovedretterne kommer på bordet efter en passende pause. Mindre fast torsk Dagens fisk består af to store stykker torsk. Som hovedret er torsken ikke tilberedt nær så sikkert som i forretten. Kødet er mindre fast i konsistensen. Men det er stadig okay og med en glimrende, sart smag. Torsken serveres med bagte løgstykker og porre. Glimrende tilbehør, men lidt mere grønt på tallerkenen havde gjort underværker. Også rent billedmæssigt. Torsken blev serveret med lemoncurd. En fin sødlig, tyk citronsovs. Og ved siden af en skålfuld kartofler at dele med sidemanden og kalvemørbraden. Den tyske hvidvin kom igen til ære og værdighed til fisken. Imens blev der drukket rødvin på den anden side af bordet, for her stod menuen på kalvemørbrad. Kalvemørbrad Kalvemørbraden er serveret med løg. Rigeligt løg. Og kødstykket er rigeligt stort. Det har markante, grove kødtrævler, som jeg ikke ville forvente at finde i en kalvemørbrad. Det gør, at kødet ikke virker mørbradmørt. Men det er alligevel mørt, og det er ganske velsmagende. Faktisk er der meget - rigtigt meget - smag i kødet. Kødet blev serveret med en variation af løg. Her var bagte løg, stegte løg, løgringe og meget mere. Det er grundlæggende fint tilbehør, men jeg ville også gerne her have haft en grøn overraskelse på tallerkenen. Der fulgte også en slags glace med. Også den var kraftig i smagen, men virkede anderledes end forventet. Den burde have haft noget mere klister fra den gelatine, der koges ud af knoglerne, når man lavere glace. Røverkøb Den australske rødvin viste forventet klasse hertil. Tower Hunter Valley hed den, og var vaskeægte australsk shiraz, når det er bedst. Den havde helt klart karakter af fransk Rhone. Det var en stor og flot vin med en voldsom kraftig duft. Vi var glade for, at vi fulgte vintjenerens råd. Og til en pris af 325 kroner var den nærmest et røverkøb. Og ordet røverkøb blev yderligere bekræftet, da vi dagen efter besøget kiggede regningen efter. Men det vender vi tilbage til. Og som med hvidvinen, så var det en vin, der næsten var for kraftig blot at bruge som hyggevin indtil næste servering. Det blev endelig tid for vores desserter. Panna cotta er den klassiske italienske fløderand. Her er den lavet med smag af passionsfrugt og ovenpå var der drysset revet chokolade. Her var anvendt rigeligt husblas. Det var godtnok en stiv sag. Men der var fin balance mellem frugtsmagen i fløderanden og det tykke lag chokolade. Den anden dessert var lakrids i flere variationer. Her var lakridsis, lakridskaviar, skumfidus og meget mere. Glimrende, bestemt, men lakridsen måtte godt være lidt mere fremherskende. Til gengæld var det spændende at opleve de mange variationer, der var gjort over temaet lakrids. Så alt i alt laver Café Zürich glimrende mad. Her er både en prisbillig menu og lidt mere udfordrende a la carte-retter. Her er også frokostretter, selv om stedet først åbner klokken 17 ifølge deres hjemmeside. Så man kan kort sagt få det hele. Regningen endte på 1021 kroner. Og når jeg kaldte rødvinen for det rene røverkøb, så skyldes det, at vi ikke betalte for den. Den var glemt på regningen. Forretterne kostede 98 kroner. Dagens fisk 188 og kalvemørbraden 209. Endelig kostede desserterne 69 kroner stykket. Ikke specielt billigt. I grunden heller ikke specielt dyrt. Vi ender med tre gafler, som lige præcis kommer i land efter moden overvejelse. Og så kommer vi ikke uden om, at udsigten ud over havnen heller ikke er så ringe. Med andre ord: Man behøver ikke tage til Zürich for at spise godt. Det kan man nemlig også på havnen i Aalborg. Café Zürich Strandvejen 6, Aalborg, 9812 0580 Tirsdag til lørdag 17-22 cafe-zurich.dk