Natur

Stadig liv i ideen om at etablere et turist- og kurcenter i Tolne

Borgerforening har flere bolde i luften

TOLNE:Tolne er på vej til at få et rekreativt løft, og måske kommer der også på et tidspunkt et turist- og kurcenter i området. Det sidste er endnu på sonderingsplanet, men interessen for det naturskønne indlandsområde er intakt, idet en repræsentant for Nordisk Helse og Kur A/S tre gange har været i omegnen af Tolne for at kigge på forskellige lokaliteter. - Projektgruppen er ved at etablere sig i Danmark, og der er flere grunde til, at den har kig på Tolne. Naturen er helt unik heroppe, og en let adgang til den er af de ting, der indgår i konceptet. Det er også meningen, at et kurcenter skal trække kunder til fra Norge og Sverige, og her har Tolne jo stationen, der ligger midt mellem færgeforbindelser mod øst og nord, siger Søren Mose, bestyrelsesmedlem i Tolne og Omegns Borgerforening, der er meget interesseret i, at der bliver et etableret et turist- og kurcenter i området. Han har selv taget kontakt med projektgruppen og der har været holdt et orienteringsmøde. På et måske kommende kurcenter skal der være muligt for idrætsudøvere at få en genoptræning og det samme gælder for folk, der skal ud på arbejde igen efter et kurophold. En af de andre målgrupper er gigtpatienter. - Der kan blive tale om mellem 15 til 40 arbejdspladser, tilføjer Søren Mose, der glæder sig over, at Tolne-området på flere andre områder gøres mere attraktivt at besøge. Borgerforeningen har fået et samarbejde med DSB, der har lovet at lave noget ved det gamle stationsområde i byen, så der kommer til at se kønnere ud. Herunder skal nogle udgåede træer fjernes og perronen udvides. - Borgerforeningen er meget interesseret i at bevare skovpavillonen som et folkeligt møde- og samlingssted, så vi skulle gerne have stedet op at stå igen. Vi har fået lavet et udkast til vedtægter, som er sendt til Tolne Skov A/S, der ejer pavillonen, oplyser Søren Mose. Ifølge ham er initiativet foreløbigt blevet positivt modtaget, og søerne foran pavillonen er blevet oprenset. De gamle skovstier skal genetableres, så det bliver lettere at gå en tur i den skønne skov, og desuden har amtet planer om at lave en bålplads i området ved pavillonen. Men på grund af fredningen er det begrænset, hvad der ellers må laves. Hvordan den organisatoriske ramme omkring Tolne Skovpavillon bliver fremover ligger ikke helt fast, men tankerne kredser omkring at lave en selvejende institution og/eller alternativt en støtteforening. Siden 1998 har Tolne og Omegns Borgerforening forpagtet skovpavillonen. I de første år sammen med en anden forening, men den er opløst, og borgerforeningen står nu alene for udlejningen. På generalforsamlingen forleden kom der desuden et emne op, som ligger udenfor de emner, som Søren Mose her har omtalt, nemlig at beboere i Tolne har et stort ønske om at få etableret en cykelsti på Stenderup til Mosbjerg, så skolebørnene kan færdes mere sikkert. Der skete også en udvidelse af bestyrelsen, idet Birger Jensen kom ind, mens de øvrige var genvalg, så bestyrelsen foruden den nyvalgte fortsat består af Ole Fosdal, Knud Mølgaard, Brian Wiehl, Peter Andersen og Søren Mose.