Stadig mange henvendelser i Benløse-drabssag

RINGSTED:Trods mange henvendelser fra offentligheden var der sidst på onsdagen ikke noget gennembrud i efterforskningen af drabet på den 12-årige Mia Teglgaard Sprotte fra Benløse ved Ringsted. Det oplyste kriminalinspektør Erik Andersen fra Ringsted Politi. Især er der kommet mange henvendelser om de to effekter, som politiet har fundet nær pigens grav. En grøn nylonsnor, som blev brugt til at kvæle hende med, samt en rød schweizerkniv med indskriften "Maersk Drilling Safety Award". - Vi er kommet frem til, at der nok er tale om en såkaldt fugesnor, som murerne bruger, siger Poul Andersen fra Rejseholdet. Kniven blev frem til 1995 uddelt til medarbejdere ved Maersk Drilling, som havde gennemført et internt sikkerhedskursus. Trods de mange henvendelser er der endnu ingen, der mener at have set en mulig drabsmand omkring legepladsen og det grønne område, hvor den 12-årige Mia fredag aften tog hen. Pladsen er kendt som mødested for de unge i området. - Vi må erkende, at vi har ikke hørt fra nogen, der har set Mia på legepladsen. Og vi har heller ikke fundet nogen veninder, der har været sammen med hende den aften, siger Poul Andersen. I forsøget på at få klarlagt, hvem der færdedes i området den skæbnesvangre fredag aften, skal politiet nu have kontakt til forældre og børn i en nærliggende institution, hvor der fredag mellem 17 og 21 var en afslutningsfest. De foreløbige undersøgelser har vist, at Mia blev slået kraftigt på kæben og seksuelt misbrugt. Hun blev fundet delvist afklædt i en 80 cm dyb grav i et tæt buskads. /ritzau/