EMNER

Stadig mange spørgsmål

Hvad så nu? Spørgsmålet står lysende klart - langt mere klart end svaret efter at socialdemokrater og radikale torsdag meldte sig ud af forhandlingerne om en ny kommunal struktur.

En kommunal reform hører til de største og mest grundlæggende politiske indgreb i opbygningen af en nation. Derfor vil det være uanstændigt, hvis en omfattende reform bliver fulgt af endnu en omfattende reform det øjeblik, regeringen måtte blive skiftet ud med socialdemokrater og radikale. Næste folketingsvalg er maksimalt 17 måneder og to dage væk. De to parter i de sammenbrudte forhandlinger har naturligvis begge travlt med at give modparten skylden. Socialdemokaterne styrede bevidst mod et sammenbrud, lyder det fra regeringen - regeringen kunne ikke dokumentere, at økonomien hang sammen, svarer det store oppositionsparti. Det er naturligvis regeringens legitime ret nu at gennemføre en reform sammen med Dansk Folkeparti. Men håndteringen af dén opgave er afgørende for det fremtidige politiske samarbejde i Danmark. Lars Løkke Rasmussen lægger op til at gå videre sammen med Dansk Folkeparti med udgangspunkt i de punkter, hvor regeringen og Socialdemokraterne er blevet enige. En mulighed, Dansk Folkeparti tilsyneladende er interesseret i, og som klart vil være at foretrække. Men det må også være en forudsætning for en aftale. Det kan formentligt og forhåbentligt sikre en reform med lang holdbarhed og dermed skabe den nødvendige kontinuitet - Socialdemokraterne vil have vanskeligt ved at argumentere overbevisende for at ændre på en reform, hvor de selv har haft indflydelse på en stor del af forløbet. Men grundlæggende bør en så afgørende reform bæres hjem af et bredt flertal - akkurat som når det gælder skoler og forsvar. Hvor stor den nordjyske region bliver og hvilke opgaver regionerne får, det står endnu hen i det usikre. Andre spørgsmål består: Hvorfor dette hastværk? Hvorfor skal en afgørende reform mases igennem på mindre end et halvt år, så den folkelige debat aldrig får tid til at rulle? Og hvorfor skal afgørelser, der har betydning for tusindvis af mennesker og milliarder af kroner, træffes af dødtrætte politikere, der forhandler nærmest døgnet rundt?