Stadig noget at byde på
Aalborg City og Fårup Sommerland går sammen om to VIP-arrangementer for konfirmander
Selvom Karolinelund er lukket, har Aalborg stadig meget at byde på for konfirmander, der gerne vil have en festlig Blå Mandag. Det understreger direktør for Aalborg City, Flemming Thingbak, som netop har sendt et katalog med gode tilbud ud til 7000 elever i 7. klasse. I kataloget kan man blandt andet læse om særlige konfirmand-rabatter og konkurrencer, men der er også en liste med vigtige telefonnumre - for eksempel til Aalborg Kommunes SSP-konsulent og politiets ungegruppe - samt en række reklamer for cafeer og restauranter, der gerne vil huse konfirmandernes forældre. Nyt samarbejde - Vi har været nødt til at erkende, at Karolinelund er væk, og derfor tog vi først på året kontakt til Søren Kraglund fra Fårup Sommerland for at høre, om vi skulle lave noget sammen, fortæller Flemming Thingbak. Foreløbig er samarbejdet mundet ud i to VIP-arrangementer 30. april og 7. maj, og det ser Aalborg City naturligvis frem til. - Det starter med gratis morgenmad i Friis, og så kan de unge ellers shoppe amok indtil først på eftermiddagen. For vi indsætter gratis shuttlebusser til Fårup Sommerland fra kl. 14 til 16, forklarer City-direktøren. I Fårup vil der begge dage være et særligt aftenarrangement for konfirmanderne, og det har allerede fået mange til at melde sig. - Det er super nemt. Man skal bare gå ind på vores hjemmeside og tilmelde sig. Så får man det flotte VIP-armbånd helt gratis, forklarer Flemming Thingbak. Storbyen lokker På trods af sidste års debat om Blå Mandag uden Karolinelund, mener han ikke, at de handlende i Aalborg noterede en væsentlig nedgang i omsætningen. - Der var heldigvis mange unge, som valgte at starte dagen med at shoppe og hygge sig her. Men derfor vil vi alligevel gerne give dem lidt ekstra i år, tilføjer han. Kataloget med de gode tilbud er sendt til kommende konfirmander fra hele Nordjylland, og for mange af dem betyder det også meget at få en dag på egen hånd i "storbyen". - Kommer man fra Aalborg, tænker man måske ikke så meget over det. Men Aalborg er stadig en spændende by for mange af dem, som bor andre steder. Så de vil måske gerne en tur i AaB-shoppen eller nogle af de mange specialbutikker, som ikke findes i de mindre byer, siger Flemming Thingbak.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.