Stadig noget at kæmpe for

Arbejdernes internationale kampdag fejres på Knivholt

Frederikshavn 1. maj 2003 08:00

FREDERIKSHAVN: I dag er det 1. maj, arbejdernes internationale kampdag. Fagbevægelsen lader de røde faner smælde i forårsvinden og lufter de gammelkendte paroler om frihed, lighed og solidaritet. Men er det et levn fra fortiden? I Dagens Danmark bryster Venstre sig af at være landets største lønmodtagerparti. Specialarbejder Jensen stemmer på Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard leverer de afgørende stemmer til den borgerlige regering og venstrefløjen er parkeret på sidesporet og ser passivt til. Er tiden løbet fra kammeratlige manifestationer som 1. maj? Vi spurgte to af de lokale sosser. Borgmester Erik Sørensen (S): - Inderst inde er vi socialdemokrater allesammen. Vi har skabt velfærdssamfundet og de værdier bakker alle op om. Velfærdssamfundet skal ingen røre ved, men man kan ikke hente stemmer på fortiden. Dansk Folkeparti har jo ret, når de siger, at de er et lønmodtagerparti. Mange SiDere stemmer på DF, og det er et problem for os i Socialdemokraterne og fagbevægelsen. Vi har ikke forstået at levere svaret på vælgernes spørgsmål og var ikke gode nok til at sælge de enkle budskaber. Blandt andet derfor er det vigtigt, at vi én gang om året samler "familien" og giver os tid til at diskutere politiske holdninger og idéer. Ellers kan samfundsdebatten let blive overfladisk. Vi skal bruge 1. majfesten til at diskutere visioner for fremtidens Danmark, lade idéerne boble frem og sætte tanker i gang - samtidig med at vi har det sjovt og holder fest. LO-formand Brian Kjær: - Regeringen er i færd med at ødelægge meget af det, som fagbevægelsen har bygget op gennem 100 år. Vi er nødt til at holde fast i nogle spilleregler for arbejdsmarkedets parter, der sikrer, at vi i det daglige ikke skal slås lønmodtagere og erhvervsliv imellem. Desuden skal vi sikre, at nogen tager sig af samfundets svage. Frit valg kan være godt nok, men det må ikke skabe tabere. Når pensionsordninger bliver en god forsikring for dem, der har et godt liv, men en dårlig forsikring for samfundets svageste, er der noget galt. Der er i den grad noget at kæmpe for i dagens Danmark. 1. maj-festen på Knivholt starter kl. 13 med faneindmarch og musik. Talerne er borgmester Erik Sørensen (S), Henning Pedersen fra FTF, Bjarne Laustsen (MF), Per Clausen fra Enhedslisten og Brian Lykke (SF).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...