Aalborg

Stadig noget at kæmpe for

I skrivende stund nærmer den 1. maj Arbejdernes Internationale kampdag sig med hastige skridt. Når dette indlæg bringes i avisen, er dagen vel overstået, og livet fortsætter sin gang.

Så længe jeg kan huske tilbage, har 1. maj betydet rigtigt meget i mit liv og i min familie og det gør den heldigvis stadig. Jeg ser altid frem til at synge: Når jeg ser et rødt flag smælde og andre gode gamle arbejdersange, der i den grad har sat sig fast i mit hoved. Ser frem til at mærke det sammenhold, der findes på trods af, at vi lever i en usædvanlig kold tid, hvor der gøres alt for at splitte og bilde folk ind, at solidaritet og omtanke for andre mennesker er en saga blot og at det i stedet er nok at tænke på sig selv og sine nærmeste. Stort set hvert år op til 1. maj stilles der fra flere sider det samme spørgsmål: Jamen, er der da stadig noget at kæmpe for? eller: Vi har det jo godt alle sammen så hvorfor bruge dagen til at samles omkring de røde faner? For mig er begge spørgsmål ikke vanskelige at besvare, for: Ja, der er stadig rigtigt meget at kæmpe for. Og nej, vi har det ikke godt alle sammen det så langt fra. Selvom der gøres mange forsøg på at gøre folk til egoister og individualister, så er det dejligt at opleve, at det ikke er nogen nem opgave. Jeg hørte f.eks. forleden, at der var lavet en større undersøgelse om, hvorvidt danskerne er villige til at betale mere i skat. Næsten hver anden dansker siger, det er ok, og det gælder fra alle sociale lag, men forudsætningen er, at en eventuel skattestigning skal gå til forbedring af velfærden. Det siger noget om, at det solidariske sindelag i høj grad stadig er til stede blandt befolkningen. Det samme gælder i forbindelse med den strejke, som FOA-ansatte og andre inden for sundhedssektoren, bl.a. sygeplejersker, er midt i. De strejkende roses af mange for det nødberedskab, der stilles til rådighed for at tage sig af de mest presserende opgaver. De roses også for at formå at blande en alvorlig sag med en vis portion humor og for at gøre sig synlige ikke mindst med de store røde hænder, som alle vist nok efterhånden forstår, hvad der menes med: flere hænder til at tage sig af de allersvageste. Det vidner om, at der er forståelse for, at de mennesker, der hver dag forsøger at gøre tilværelsen tålelig for de gamle og de syge også selv anstændigvis må have en tålelig tilværelse med ordentlige løn- og arbejdsforhold. Det har de fortjent, og det er opløftende, at der i befolkningen er så stor opbakning for disse rimelige krav. Jeg håber inderligt, at de strejkende denne maj vil få deres ønsker indfriet til gavn for dem selv, de svage og til gavn for hele samfundet og så kan vi også efter første maj synge om den røde fane: "... Jeg har set den i blafrende storme, jeg har elsket dens flammer i strid og bag den så jeg arbejdshænder forme verden om til en lysere tid Jo, de røde faner varmer og pynter på et meget lysegrønt Danmark i disse maj-dage Må lyset give os alle mod og håb til at tro på en bedre og lysere tid. LIS JENSEN er uddannet socialrådgiver i 1977 fra Aalborg Universitetscenter, i dag hos 3F Midtvendsyssel. Medlem af Europa-parlamentet, valgt for Folkebevægelsen mod EU, i 1994-99.