Fodbold

Stadig styr på tingene

Fra anfører hos Fortuna til vellidt chef - malerfirma Årets Læreplads.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Christina Bonde (på stigen) sætter pris på, at mester Birgit Christensen har styr på tingene.Foto: Henrik Louis

320 førsteholdskampe spillede Birgit Christensen for Fortuna Hjørring - i mange af dem viste hun som anfører sine holdkammeraterne viljen og vejen til sejr. I 2007 overtog hun så det firma, hvor hun selv blev udlært i tilbage i 1998. Og der er stadig styr på tingene. I hvert fald blev malerfirmaet Mogens Holmen Jensen v/Birgit Christensen torsdag hædret af EUC Nord som Årets Læreplads 2011. Det er en tidligere holdkammerat, Christina Bonde, der har indstillet sin chef til hæderen. Med et svendebrev som snedker i baglommen gik hun i 2010 i lære som maler. Siden sommeren 2011 har hun stået i lære hos Birgit Christensen. - Der er styr på tingene. Som lærling får man lov at prøve alt, og man får ikke hugget hovedet af, hvis man begår en fejl. Mandskabsplejen er i orden, roser Christina Bonde. Birgit Christensen deler straks æren med sine ansatte. Foruden hende selv er der netop nu to svende og to lærlinge ansat i firmaet. - Jeg sætter rammerne, men det er jo ude hos svendene, at de får en god hverdag, siger Birgit Christensen, der sætter en ære i at udklække nye folk til faget. Og hun har en klar opskrift på, hvordan det foregår. - Der findes kun én måde at få rutine på, og det er ved at få så mange forskellige opgaver som muligt, siger Birgit Christensen. Ingen særbehandling Trods en fælles fortid på Fortunas guldalderhold fra 1990'erne får eleven ikke særbehandling af chefen. - Vi kender vores plads, så vi holder arbejde og venskab adskilt, understreger Birgit Christensen. Hun modtog prisen af EUC Nord-direktør A. Neil Jacobsen, der også havde rosende ord til malermesteren: - I har et rigtigt godt renommé og er kendt for en uovertruffen kvalitet. Det er gode værdier, som det er værd at holde i hævd.