Stadion-drabssag er grund til at sænke lavalderen

Jeg er som medlem af Retsudvalget og almindelig borger chokeret over de afsløringer, som tv-programmet ”Den Sorte Box” på TV2 tirsdag bragte frem om begivenheder forud for det meget omtalte stadiondrab i Aalborg, hvor en 15-årig ung mand tæskede en aalborgenser til døde, mens han filmede ugerningen.

Af programmet fremgår det, at den unge mand havde et alenlangt synderegister forud for overfaldet – et synderegister, som ikke måtte tages med i betragtning, da straffens længde på fire års fængsel blev udmålt, da forbrydelserne er begået, før den pågældende fyldte 15 år, hvorved forbrydelserne juridisk set aldrig er blevet begået. Stadiondrabet i Aalborg må efter min mening være den sag, der slår hovedet på sømmet. Ingen kan længere forsvare en kriminel lavalder på 15 år. Vi bliver nødt til at insistere på, at den kriminelle lavalder bliver sænket til 12 år, så vi får en reel mulighed for at gribe ind over for unge mennesker, der agerer så afstumpet som denne gerningsmand. Vi bliver nødt til at have nogle andre redskaber til at tackle de her helt unge normløse mennesker. Politiforbundet har også efterlyst et opgør med den kriminelle lavalder. Jeg er sikker på, at vi i virkeligheden vil redde en masse unge fra at komme ind på en kriminel løbebane, fordi en lavere kriminel lavalder vil gøre det muligt for os at sætte ind langt tidligere og langt mere konsekvent over for den kriminelle. Samtidigt vil jeg gerne understrege, at forslaget ikke indebærer, at massevis af unge kriminelle under 15 år vil blive sat i fængsel sammen med voksne hærdede kriminelle. Vi skal selvfølgelig indrette særlige ungdomsfængsler, til disse unge. Men det er vigtigt, at der er lås på døren, og at de unge bliver stillet over for en dommer, der tager stilling til deres ugerning. At se og føle en konsekvens, når man bryder loven er vigtigt. Vi vil nu i Dansk Folkeparti genfremsætte partiets beslutningsforslag om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år.