Stadion i størrelse XL

Strandby-Elling IFs hjemmebane skifter navn til XL Byg Arena.

Hans Christensen
To gange Bjarne - Pedersen og Christensen fra hhv. SEIF og XL Byg i Elling - har skruet aftalen sammen om det nye stadionnavn. Privatfoto
Fodbold 1. oktober 2008 06:00

Når AaB spiller hjemme mod Manchester United og de øvrige stjernehold i Champions League, foregår det på Energi Nord Arena, engang kendt som Aalborg Stadion. Hjemme på Fionia Park i Odense banker superligaens aktuelle tophold, OB, modstanderne efter tur. På SAS Arena i Herning er FC Midtjylland som regel flyvende, mens det kniber mere med kræfterne hos AGF, selv om de har hjemmebane på NRGi Park i Århus. Og så er der jo XL Byg Arena, Elling Tømmerhandel, det seneste skud på stammen over mere og mindre kendte fodboldstadions, der bliver opkaldt efter en af fodboldklubbens hovedsponsorer. Og rigtigt gættet: XL Byg Arena lægger græs til fodboldheltene fra Strandby-Elling IF, i daglig tale SEIF. Og vel er rammerne en anelse mere ydmyge her på Skeltvedvej. Til gengæld er udskiftningsboksene lavet af rigtige tømmermænd og fliserne omkring lagt af eksperter fra XL Byg i Elling. Den håndværksmæssige kvalitet er stor, mener de i SEIF. - Vi har kigget lidt efter, hvordan man gør i superligaklubberne og har lavet en tre-årig aftale med XL Byg i Elling, siger Bjarne Pedersen, formand for fodboldafdelingen i SEIF. Stort, større, XL Til et stort stadion opkaldt efter en stor sponsor hører naturligvis en indvielse i størrelse XL - og det er der lagt op til på søndag. Her trækker medarbejdere fra XL Byg i Elling i arbejdstøjet til en showkamp mod nogle af de gamle fodbolddrenge fra SEIF forstærket(!) med spillere fra "Pressens hold" fra hedengangne VT Frederikshavns Avis. En grand old boyskamp i et tempo, som alle kan følge - uden slow motion gengivelse - og en tredje halvleg, der byder på skipperlabskovs og humle. Showkampen fløjtes op klokken 13 og herefter indtager SEIF's serie 3 XL Arenaen til en ordinær turneringskamp mod Hørby, ligesom flere af SEIF's ungdomshold spiller hjemme i løbet af eftermiddagen søndag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...