Lindholm

Stadsings flag fortsat størst

Stadsings flag er 40 kvadratmeter og dermed under en tredjedel af størrelsen på flaget tiltænkt Lindholm Strandpark.

Olf Stadsings flag er kendt af alle, der hverdage passerer Nørresundby ad motorvejen. Om flagduens størrelse siger han, at det er udtryk for hans glæde over det danske samfund.

Olf Stadsings flag er kendt af alle, der hverdage passerer Nørresundby ad motorvejen. Om flagduens størrelse siger han, at det er udtryk for hans glæde over det danske samfund.

Olf Stadsing, stifter af firmaet Stadsing A/S i Nørresundby, krydsede forgæves fingre for, at Danmarks-samfundets idé om et kæmpeflag vajende over Lindholm Strandpark kunne bære gennem det politiske system. - Det vil være ærgerligt, hvis det bliver et nej, sagde han før udvalgets behandling af sagen. Og det til trods for, at et flag af de dimensioner ville henvise det eksemplar af Dannebrog, han for mere end en halv snes år siden anbragte ved firmaets fabrik i Nørresundby, til en andenplads, hvad størrelse angår. - Jeg synes, det er en helt fantastisk idé. Vi elsker vores flag, og det ser jeg som udtryk for, at vi er glade for at være danske. Flagprojektet ved Lindholm ville styrke vores glæde over Dannebrog, siger Olf Stadsing, der, hvad det angår, ikke ser nogen forskel på, om der er tale om et naturområde eller et erhvervsområde. - Uanset hvor, vil folk blot bemærke, hvor flot det er, siger Stadsing, der i sin tid selv fik tilladelse til at opsætte sin 18 meter høje flagstang. - Jeg ville egentlig gerne have haft den højere, men det var alt for kostbart, siger Olf Stadsing, der til gengæld har investeret i et flag, der fylder godt i synsfeltet i forhold til stangens højde. - I dag får vi kun positive kommentarer, og folk ringer bekymrede, hvis det ikke er kommet op, men de første år fik jeg vel omkring 15 henvendelser fra folk, der syntes flaget var for stort, siger Stadsing, der fortæller, at han hver gang sagde tak for henvendelsen og forklarede, at reglerne var overholdt. - Og så sagde jeg, at vi nyder flagets størrelse, fordi det markerer vores danske samfund.