EMNER

Stædig og temperamentsfuld

Stædig som en Kirsten Jacobsen og temperamentsfuld som en Svend Aage Jensby. Folketingskandidat Birgitte Josefsen (V) ser i sig selv lidt af en hybrid af velkendte egenskaber hos de to forhenværende nordjyske folketingspolitikere.

Svend Aage Jensby (V) tager gerne en tørn med at støtte sin mulige efterfølger. Begge bor uden for kredsen. - Det har jeg nu aldrig set noget problem i. Fra min bopæl i Aalborg er der jo ikke langt til Sejlflod - og da i hvert fald væsentlig kortere end for de radikales nordjyske folketingsmedlem, Marianne Jelved, som bor i København, bemærker Jensby. - Som amtsrådmedlem er jeg vant til at rette fokus mod hele Nordjylland. Men på det seneste har jeg da haft et godt øje til Hobro-området, indrømmer den 53-årige sygeplejerske, der for bare syv uger siden blev udpeget som Jensbys mulige afløser. Den knappe tilvænning behøver nu ikke være et handicap. Svend Aage Jensby kandiderede kun godt et års tid som kandidat, før han i 1990 røg i Folketinget. Tilmed som sit partis nordjyske topscorer. Jensby valgte som bekendt selv at gå efter godt 14 år i landspolitik. Uenig med Tørnæs Hen under jul affyrede Birgitte Josefsen en bredside mod partifælle og undervisningsminister Ulla Tørnæs' (V) netop vedtagne lovforslag, som gør det væsentligt dyrere for kommuner at huse produktionsskoler. Lovens hensigt er angiveligt at reducere antallet af årselever på landsplan fra 7200 til 5700. "Beskæmmende" - en "skævvridning af landet", harcellerede Josefsen i sin egenskab af formand for de danske produktionsskoler. - Som medlem af samme parti kan man ikke være enig om alt. Undervisningsministeren kendte min holdning fra forudgående konsultationer, og jeg fortryder ikke et øjeblik min kritik. Den lov vil ramme nogle af de unge, som socialt og modenhedsmæssigt ikke er parat til til at tage en erhvervuddannelse, hårdt. Op mod hver tredje falder fra. Forsvinder produktionsskolen med dens faglige og sociale afprøvningsmuligheder, har vi kun kontanthjælp og aktivering tilbage at tilbyde disse unge, anfører Birgitte Josefsen. - Demokrati indebærer også, at man vælger nogen, der ikke i et og alt er enig med magthaverne. Stå endelig fast på din holdninger, opfordrer Svend Aage Jensby.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst