Kunst

Stædighed og træning hjalp Vibeke på vej

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Når Vi­beke Thom­sen ma­ler, bru­ger hun pen­sel, svamp og spar­tel til at få det helt rig­ti­ge ud­tryk frem. Foto: Peter Bro­en

HJØRRING:- Jeg var oppe ved en ven, da jeg fik hovedpine. Jeg var svimmel. Han fulgte mig ned til en telefonboks, hvor jeg ringede 112. Det føltes helt forkert. Ambulancen kom, og jeg kan huske, mor og far kom. Jeg blev kørt med ambulance til Aalborg. Min stemme begyndte stille at forsvinde. For syv år siden fortalte Vibeke Thomsen NORDJYSKEs læsere om den skæbnesvangre dag, da hun fik en blodprop i hjernestammen. Om dagen, da hendes stemme og førlighed forsvandt og om hvordan hun fik at vide, at ingen af delene ville vende tilbage. Hun var dengang 19 år. I dag er Vibeke Thomsen 31 år, og meget er sket siden. Med sin indbyggede stædighed og sin talepædagog som motor, har Vibeke Thomsen lært at tale i sætninger. Ikke lange sætninger, som vi andre benytter, men med små indput i samtalen, der ellers foregår på Vibeke Thomsens lille ¿skrivemaskine¿ - en såkaldt light-writer. Ikke alle sætninger er lige nemme at forstå, hvis man ikke er sammen med Vibeke Thomsen jævnligt, men det meste er forståeligt - og det der ikke er, oversættes af en af de fem hjælpere, som på skift sørger for den praktiske del af Vibeke Thomsens liv. De kender og forstår Vibekes tale. Desuden har hun oparbejdet en langt bedre førlighed i den venstre arm end lægerne havde forventet, hvilket letter hendes liv meget - og har givet hende mulighed for emnet for denne artikel. Nemlig billedkunst. Mental helse Da Vibeke Thomsens liv blev smadret, havde hun aldrig beskæftiget sig med at lave malerier. Hun kunne nok tegne, og indrømmer at være arveligt belastet. Forældrene er begge bygningsmalere, og hendes mor maler desuden billeder, ligesom Vibekes søster gør det. Men der skulle gå tre år efter blodproppen, før Vibeke Thomsen så småt fik hul på billederne. Lysten opstod, da hun begyndte at gå på aftenskole. Her blev hun opfordret til at prøve, om det var noget - hvilket det altså viste sig at være. Det er blevet til flere hundrede malerier gennem årene, og Vibeke Thomsen er ganske stolt over, at alle sammen er solgt - på nær de 10-15 malerier, som i øjeblikket hænger på væggene hos NORDJYSKE Medier på Frederikshavnsvej i Hjørring. Fælles for langt de fleste malerier er, at de er abstrakte. Vibeke Thomsen går mere op i farver end i form, og selv om hun ofte selv kan se et motiv i billederne, er det ikke altid, at andre kan. - Jeg spørger somme tider hjemmehjælperen, om hun kan se, hvad et billede forestiller, siger Vibeke med et smil, som fortæller, at hun ikke altid selv kan finde et motiv ... hvilket egentlig også er ligegyldigt. Det handler om farvernes sammensætning og den mentale ro, som opstår, når hun maler. - Når jeg begynder på et billede, bestemmer jeg hvilke farver, det skal være i. Jeg er meget glad for brun, så det er meget ofte den, jeg bruger. Så slår jeg hjernen fra. Det lyder mærkeligt, men jeg maler måske en streg, og så kommer der et eller andet, siger Vibeke Thomsen, som nyder at være i det rolige univers af nærmest ingenting, når hun maler. Så er der fred i sindet. Mange udstillinger Vibeke Thomsen er efterhånden en garvet udstiller. Ikke på store, anerkendte udstillinger, men på plejehjem, virksomheder og forskellige institutioner. Her er hun et kendt ansigt, også som person, idet hun som oftest besøger sine udstillinger for at se, om malerierne nu også hænger ordentligt. Hun gør ikke selv noget for at få nye udstillinger. Indtil videre har det været tilstrækkeligt at lade snakken gå sin gang. Vibeke Thomsen har bl.a. udstillet på ældrecentret Vesterlund, hos AC Farver, på Vittrup Efterskole og på diverse andre institutioner. På Vittrup Efterskole kom billederne ikke videre, men endte med at blive hængene. Eleverne blev nemlig så begejstrede, at de samlede sammen til at kunne købe malerierne - og forældrene dem herefter til efterskolen. - Så bliver man altså glad, siger Vibeke Thomsen. Jovist er det kunst Det har aldrig været nogen nem opgave at skulle definere, hvad kunst er for en størrelse. Og er det heller ikke med Vibeke Thomsens malerier. De er ikke dyre. Faktisk sælger hun dem meget billigt for at alle skal kunne få råd - det skal i hvert fald ikke være prisen, der afholder nogen fra at købe. Selv mener Vibeke Thomsen nu nok, at hun laver kunst. - Det ligner ikke noget, men det ér kunst, slår hun fast. Selv er hun ikke specielt interesseret i billedkunst, og bruger ikke tid på at se, hvad andre laver. Hun nøjes med egne fremstillinger, og har det godt med det. Og længere er den ikke. Niecerne får gaver Med de små salgspriser og udgifter til materialer, er der ikke mange penge i overskud på billedproduktionen. Pengene bruger Vibeke Thomsen overvejende på at gøre andre mennesker glade - specielt hendes niecer tilgodeses med små gaver, men også familien og de fem hjælpere mærker i ny og næ, at Vibeke Thomsen har overskud på maleriet. - Så inviterer hun f.eks. ud og spise, oplyser en af hjælperne, som er uundværlige for Vibeke Thomsen - også når hun maler. For Vibeke Thomsen er, og forbliver, bundet til sin kørestol og afhængigheden af andre mennesker. Kontakten til omverdenen er med andre ord besværlig og kompliceret - men den er der. Og billederne er et rigtigt godt bindemiddel.