Stærk back til AaB

Canadisk muskelbundt på plads kort før lukketid

AALBORG: Ved midnatstid onsdag aften lukkede transfervinduet for mere tilgang til de danske Isliga-klubber. AaB Ishockey nåede lige netop at hive en sidste forstærkning ind gennem vinduet før lukketid. Det nordjyske tophold skrev onsdag kontrakt med den 32-årige canadiske back, Jason Mansoff, der igennem de sidste fem sæsoner har spillet i europæiske klubber fra den engelske superliga til den tyske 2. Bundesliga. Før da spillede han nogle sæsoner i de amerikanske IHL- og AHL-ligaer. - Vi kunne måske nok have skrevet med en NHL-back, men meget tyder på, at de kommer i gang igen nu. Så ville vi lige pludselig stå i en træls situation, for de vil altid have en klausul om, at de kan forlade os, hvis NHL bliver genoptaget, siger AaB's sportschef, Keld Frederiksen. AaB-direktør Ole Nielsen bekræfter, at der har været NHL-emner oppe og vende som seriøse emner, men alle ville have muligheden for at returnere til NHL, hvis verdens bedste liga skulle gå i gang igen efter en strejke, som indtil videre har ødelagt denne sæson. - Vi vil have en spiller, som kommer for at spille med hjertet. Ikke en spiller, som vil væk ved første lejlighed, siger Ole Nielsen. Jason Mansoff lever ifølge deres oplysninger op til det med et stort fighterhjerte. Den stærke canadier betegnes som en "spillende back". Den 180 centimeter høje og 91 kilo brede back er altså ikke nogen hardhitter, der kanonerer pucke ind på samlebånd. - Han er en type lidt som vores finske back (Tapio Sammalkangas, red.), sammenligner sportschefen. Det ses også tydeligt på canadierens meriter, hvor det ikke er målene, som falder i øjnene. Til gengæld har han blik for sine medspillere og er i sine fem år i europæisk ishockey blevet noteret for mange målgivende pasninger. - Vi ville gerne have en spiller, som kan bidrage til vores opbyggende spil nede bagfra. Det har vi fået med Mansoff, siger Ole Nielsen. - Nu føler vi, at vi er dækket godt ind på backpladserne. Vi så jo i sidste sæson, at det kunne gå galt, da vi i slutspillet på et tidspunkt var nede på tre backer. Nu kan AaB mønstre tre danske backs med landsholdsklasse i trioen Rasmus Pander, Mads Møller og Frederik Åkesson, samt en udenlandsk kvartet bestående af tjekken Martin Rejthar, russiske Pavel Komarov, finske Tapio Sammalkangas og Jason Mansoff.toto