Stærk modstand venter København Håndbold i EHF Cup-indledning

De forsvarende mestre fra ungarske Siofok tager søndag på hjemmebane imod København i første gruppekamp.

København Håndbolds træner, Claus Mogensen, kommer sammen med holdet på noget af en opgave, når ungarske Siofok venter i første gruppekamp i EHF Cuppen.

København Håndbolds træner, Claus Mogensen, kommer sammen med holdet på noget af en opgave, når ungarske Siofok venter i første gruppekamp i EHF Cuppen.

SIOFOK:Der venter kvinderne fra København Håndbold noget af en opgave, når de søndag tager hul på gruppespillet i EHF Cuppen.

De forsvarende mestre fra Siofok KC tager på hjemmebanen i Ungarn imod københavnerne i en skræmmende kulisse og med et stærkt hold, der tæller flere verdensstjerner.

- Den er svær. Det er helt klart puljespillets sværeste kamp, så vi får vores sag for fra start, siger København-træner Claus Mogensen.

- Det er nogle meget store og stærke piger, så det bliver vigtigt for os, at vi får flyttet bolden hurtigt, så de ikke kommer til at spille på deres fysisk. Det er centralt, siger han.

Københavns anfører, Mia Rej, er enig i, at det bliver en vanskelig opgave. Men hun håber også, at rollen som underdog kan hjælpe danskerne til et resultat på den svære udebane.

- Det bliver sindssygt svært. De er forsvarende mester i turneringen og kører landsholdsspillere i både første- og andenkæden.

- Der er ingen tvivl om, at det bliver mod overmagten, men jeg synes, at vi et par gange har vist, at vi er gode mod overmagten.

- Så det kan være, vi kan tage derned og drille dem. Det kan også være, at vi taber med ti mål. Det vigtigste for os er at gå derned og forsøge at få et resultat ud af det, og så må vi se, hvor langt det holder, siger hun.

Kampen mellem København Håndbold og Siofok fløjtes i gang søndag klokken 17. Den ungarske trup har også et dansk islæt i form af landsholdsfløjen Simone Böhme.

Foruden det ungarske hold er københavnerne i pulje med Podravka Vegeta fra Kroatien og rumænske Magura Cisnadie.

Også Odense Håndbold og Herning-Ikast Håndbold er med i EFH Cuppen.

Herning-Ikast møder søndag på hjemmebane norske Storhamar klokken 15. Odense var allerede lørdag i aktion i den første gruppekamp mod ungarske Erd HC. Det blev til en 28-27-sejr til fynboerne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.