Stærk runde sender dansker mod toppen i golfmajor

Efter en god anden runde blander Nanna Koerstz Madsen sig i topstriden i årets første majorturnering.

Ligesom sidste år er Nanna Koerstz Madsen godt spillende på banen i Rancho Mirage. (arkiv)

Ligesom sidste år er Nanna Koerstz Madsen godt spillende på banen i Rancho Mirage. (arkiv)

RANCHO MIRAGE: Golfspilleren Nanna Koerstz Madsen arbejder sig med stormskridt frem i feltet i majorturneringen ANA Inspiration i Californien.

På banen i Rancho Mirage gik danskeren anden runde i 68 slag, hvilket er fire slag under banens par. Det er samtidig fire slag bedre end hendes resultat i første runde torsdag.

Da Nanna Koerstz Madsen havde overstået fredagens arbejde, var hun avanceret til en delt 12.-plads i det samlede regnskab.

Hun er fem slag efter 21-årige Patty Tavatanakit fra Thailand, der indtager førstepladsen i ni slag under par.

Den 26-årige dansker har det tilsyneladende godt på Mission Hills Country Club, hvor turneringen spilles. Sidste år var hun helt med fremme i den store turnering og sluttede på en delt fjerdeplads.

Hun har selskab af to landsmænd i Californien. Nicole Broch Larsen klarede lige akkurat at knibe sig med til weekendens finalerunder med en samlet score i et slag over par.

Emily Kristine Pedersen derimod klarede ikke cuttet.

ANA Inspiration er den første af årets fem majorturneringer i kvindernes sæsonkalender. Der spilles om en samlet præmiesum på 3,1 millioner amerikanske dollar, svarende til knap 20 millioner danske kroner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.