Aalborg

Stærke drenge løfter om hold-DM

AALBORG:De stærke drenge går på podiet lørdag aften i Vesterkærets Fritidscenter i Aalborg, når det danske holdmesterskab i styrkeløft skal afgøres. Officielt er det Liga-finale for hold, det handler om, og der kæmpes i to klasser, seniorer og juniorer. Arrangementet er lagt i hænderne af Aalborg Styrkeløfter Klub, som også er med i begge rækker - og tilmed ligner en dobbeltvinder. Fire hold kæmper i hver række om mesterskabet, efter at de har været ude i indledende runder landet over, og hos juniorerne, som får lov at indlede, skal Aalborg op mod Hvidovre, Albertslund og Thisted. Der er tre løftere på hvert hold, og de stiller op i hver sin disciplin, benbøjning, bænkpres og dødløft. Det er ikke nødvendigvis det hold, der løfter flest kilo, som vinder. Konkurrencen er nemlig en point-konkurrence, hvor der tages hensyn til løfterens egen vægt og så det resultat, han præsterer. Aalborg har Kristian Sand med i benbøjning, Asbjørn Ettrup - som stort set sætter dansk juniorrekord hver gang, han er i konkurrence, er hjemmeholdets deltager i bænkpres, mens det er Michael Jensen, som skal tage det store dødløft. Tina Østergaard fra Dansk Styrkeløfter Forbunds pr-udvalg siger, at Aalborg-juniorerne er klare favoritter, og hun vurderer også, at hjemmeholdet kan snuppe mesterskabet hos seniorerne, selv om hun her forventer en tættere strid i toppen. Hos seniorerne skal Aalborg møde Århus AK, Thisted og Tårnby, og her har Aalborg-holdet tilladt sig at tage en juniorløfter med i benbøjning, Casper T. Nielsen, en understregning af, at man tror på, at juniorholdet kan klare sig uden ham. Casper T. Nielsen har den danske juniorrekord i 100 kg-klassen i disciplinen med 307,5 kg, så han står til at kunne skrabe en pæn pointtotal hjem til seniorholdet. Han får følgeskab af John Christensen i bænkpres og af Mikkel B. Christensen i dødløft. Aalborg Styrkeløfter Klub er forsvarende mestre hos seniorerne - men det var med tre andre løftere, man i fjor sikrede sig DM-titlen. Af de udenbys løftere kan publikum især glæde sig til at se Niels Stærkjær, Århus AK. Han er europarekordholder i bænkpres med 290 kg i klassen for løftere over 125 kg, og han har taget medaljer ved stort set alle nationale og internationale mesterskaber, han har stillet op i de seneste år.