EMNER

Stærke elever har fordel af hinanden

Hveranden elev i urolig klasse afbrød uddannelse

AALBORG:At samle alle de urolige elever i én klasse, er en rigtig dårlig idé. Til gengæld får de dygtigste elever meget ud af at blive samlet, mens det er en blandet succes at samle svage læsere i en og samme klasse. Det er erfaringen hos Aalborg Handelsskoles grunduddannelse. Skolens elever har meget forskellig bagggrund, og derfor har skolen siden sommerferien samlet forskellige grupper af elever i hver deres klasse. For eleverne med et særlig højt niveau, har opdelingen det været en succes. - Det er gået helt forrygende. Eleverne har samarbejdet med en svensk klasse og lavet et fælles projekt i samarbejde med Sonofon, fortæller uddannelseschef for handelsskolens erhvervsuddannelse, Torben Lindy Christensen. Til gengæld har det absolut ingen fordel været at samle, hvad uddannelseschefen kalder "arme- og ben-eleverne". Altså meget urolige elever, der har svært ved at sidde stille på en stol. I starten gik der 20 i klassen, der fik en ekstra lærer tilknyttet. Til jul havde halvdelen af eleverne afbrudt deres uddannelse. - Det er gået dem værre, end det ellers ville, vurderer Torben Lindhy Christensen. Så fremover dropper skolen den slags klasser og spreder de urolige elever ud i alle klasser. - Det er for hårdt at have dem samlet - både for lærerene og eleverne. I en tredje klasse har handelsskolen samlet svage læsere. - De dygtigste i den klasse har haft meget ud af at gå der. Men spredningen er for stor, og de helt svage læsere for få. Så den opdeling bruger vi nok ikke en anden gang, siger uddannelseschefen.