Stærke hjorte brøler i Rold

Naturpleje og beskydning med omhu har ført til medaljetrofæer til jysk stamme

Arden 8. september 2002 08:00

Hjortebrøl fra Rold Skov varslede i år allerede fra 20.august en tidlig brunstsæson for det majestætiske kronvildt. I forløbne uge begyndte det i Rold Vesterskov at lyde dybere. De store hjorte rører på sig og gør klar til at snuppe de rudler, yngre rivaler har samlet. De nærmeste uger følger kampene, normalt med kulmination omkring 1. oktober, men som nævnt: årligt lidt tidligere. Det kan ligesom i råvildtbestanden være en følge af milde vintre, fremrykket forår o.s.v., og det giver tidlige og stærke kalve. Hjortevildtets brunst er krumtappen i en cyklus, som næppe nogen nordjysk jæger har fulgt så tæt som Lindenborgs jagtchef, Elisabeth Svendsen. Nu bor hun endda tæt på sin Vesterskov, hvor faderen lensgreve H. C. Schimmelmann boede i jagtslot en god del af efterårssæsonen, men hvor naturplejen og overvågningen af den gamle jyske kronvildtstamme spillede knap så stor rolle som i dag. Stærkere dyr Det interessante ved udviklingen er dels ny erfaringer om kronvildtstammens adfærd og behov, dels det faktum, at tidens naturpleje, vinterfodring og afskydning har bragt den gamle jyske hjort op på medaljeplan. Ikke så udbredt som vi kender det fra efterkommerne af Jægersborg-hjortene, men så tydeligt, at det var passende, at netop hjortevennen Elisabeth Svendsen skulle krones med Rold Skovs så vidt vides første guldmedaljetrofæ. Hun nåede målet, fordi hun ventede længe nok. Så længe at hjorten var filmet gennem flere år - uden at være det mindste tilnærmelig. De bliver ikke lettere mål for jægeren, fordi de får lov at blive store. Megahjorten fra Vesterskoven faldt en smuk oktobermorgen i fjor i det vejr og den stemning, der bør knytte sig til et sådant endeligt for en ulige 20-ender (med 10 takker på den ene stang og 9 på den anden). Den kunne i november af Danmarks Jægerforbund opmåles til 207,23 point, og siden har den været præsenteret flere steder, ligesom den på Lindenborgs godskontor i Arden er den værdigste repræsentant i historien for kronvildt og jagttraditioner fra Lindenborg. Stiv pegefinger De få i landet, som således kan følge vildtet og den enkelte hjorts udvikling, viser en helt ekstra glæde ved at nå resultater, som det beskrevne. Elisabeth Svendsen gav tidligere på året opskriften i bladet Jæger, hvor hun anbefalede andre med sådanne chancer at "binde en skinne langs højre hånds pegefinger - og at lade den sidde den halve snes år, der går, fra kronkalven viser sit potentiale, til den som fuldmoden hjort, på toppen i hele skoven, har udviklet sig til det maksimale". Da har den også præget bestanden som brunsthjort. Erfaringen fra Rold interesserer stadig flere, eftersom det viser sig, at netop naturplejen, den vedvarende iagttagelse af gode emner og den fornødne tålmodighed giver såvel de største glæder som de største trofæer. På Lindenborg er det jagtchefens erfaring, at også afskydningen er afgørende for den rette udvikling. I Rold Skov har nogle hjorte gennem årene vist tilbøjelighed til at danne "tallerken" med stænger, som når hinanden øverst på geviret. Fjerner man de unghjorte, som viser tendensen, kan skavanken holdes ude. Ligeledes har det gennem årene været et mål at skabe virkelig kronebærende dyr, hvilket fremmes ved at holde de såkaldte gafler væk fra brunstpladserne. Faktisk var det ved hjælp af riflen, man i Rold Vesterskov fik skabt egentlig krone først på dyrenes ene stang og efterhånden på begge. En forudsætning er stadig, at spidshjorten fredes, og at den lovende hjort får lov at gå i den fornødne tid. Størst uden hegn Betragter vi Rold Skovs stamme, som længe stod under hegn og derfor forblev oprindelig, har trofæudviklingen været tydelig gennem mere end en halv snes år, og meget tyder på, at styrken øges, når hegnet er borte. De siden 1990 opmålte gevirer er alle fotograferet og har ligget mellem 161,74 point (ulige 16-ender 1998) og 207,23 p. ( rekorden fra oktober 2001). Den sidstnævnte hjort var i 1999 ulige 16-ender, hvilket ses på film, hvor han brøler lige ind i jagtchefens camcorder. I 2000 var han en smuk, nu "lige" 16-ender, mens geviret af den sluttelig ulige 20-ender er ganske usædvanligt. At dømme efter tandsættet var han ca. 12 år. Han vejede 141 kg. brækket, vel at mærke efter at have brunstet gennem tre uger med en rudel på 18 hinder. Naturligvis var han heller ikke forgæves konge i så mange år. En let genkendelig, trebenet hind (kaldet "Tre(s)bien") satte i fjor en hjortekalv, som forekommer at slægte faderen på. Moderen gik i megahjortens rudel, og sønnen fra i fjor er nu spidshjort med stænger i næsten tre gange ørehøjde. Hans behagelige tilværelse synes at være sikret en halv snes år frem, og moderen har født kalv igen denne sommer, givetvis efter "den store".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...