Stærke kræfter holder skuet i live

134 dyr og deres ejere i skarp konkurrence om pladser på podiet

NIBE:- Prima patter, bedømmer den strenge dommer. Tænk sig et levende væsen, der som 12-årig har leveret lige over 75.000 liter mælk i sin levetid. Nok til at forsyne alle Nibe Kommunes borgere med en liter om dagen i omkring halvanden uge, og så er det endda langt fra danmarksrekord i ydelse, - 23 point, lød dommen, svarende til en placering blandt de absolut bedste i kategorien "Livsydelseskøer over 75.000 kilo mælk", men der er endnu et stykke op til de eftertragtede 24 point, som højest to til tre køer efter reglerne må tildeles på et officielt dyrskue. Flere jerseyer end set i mange år, flere heste og SDM kvæg, men færre kødkvæg. Nibe Dyrskue bød denne gang på rundt regnet en femtedel flere katalognumre end sidste år, og de strenge dommere flød ind i mellem over af begejstring over det de så, følte og fornemmede hos flokken af 134 tilmeldte dyr. - Nu har jeg bedømt dyr her på skuet i Nibe for vistnok 26. år i træk, og konklusionen er fortsat denne samme: Høj kvalitet, og så er det fantastisk, at der i år er så mange jersyer taget skuets størrelse i betragtning, fortæller "the grand old man", dommer og showmaster fra Aalborg Amts Landboforening, J. Holm Danielsen. Derude på den stående træningsbænk stod Barmers Karl Simensen og så på, mens en dommer kiggede hans kæmpende repræsentanter for sortbroget dansk malkerace efter i sømmene: Karl Simensen plejer at vinde en hel del, gjorde det igen, og den erfarne landmand ved nogenlunde, hvilken vej, vinden blæser. - Hende her er vel nok den højeste her på skuet, men se lige der. Hun har lidt krumme ben, og det trækker ned. Han fik ret: Ko nummer 59 signeret Poul Henningsen, Lyngsø ved Nibe, vandt kategorien SDM over fire år med Simensen og co. lige i hælene. Til gengæld vandt Simensen både kategorien livsydende ko over både 75.000 kilo mælk og over 50.000. Karl Simensen var otte år gammel, da han deltog i Nibe Dyrskue for første gang i 1948, og erkender, at dyrskuer forlængst ikke er, hvad de var engang. Dengang handel med kreaturer var en vigtig del af skuerne, og landbrugserhvervet fortsat overgik industrien som Danmarks største indtægtskilde. Det varede lige indtil få år senere først i 50erne. - Især en rigtig god kalv var eftertragtet dengang, jeg var dreng, og den blev solgt på skuet næsten med det samme, erindrer han. Mens Venstres stand ihærdigt forsøgte at skabe interesse for partiets kandidat til til EU-Parlamentet, Niels Busk, gled fadøl ned, børn muntrede sig i tivoli, medarrangør Nibe Handelsforening solgte lodder i tombola, Nibe Harmonikaklub, squaredansere trykkede på de rigtige tangenter, og dommerne fortsatte endnu en rum tid med karakteristikken af dem, det vistnok handlede mest om: - Yver godt ophængt, prima patter, dejlig længde, god markering. Størrelsen hænger ikke nødvendigvis sammen med gørelsen.