Stærke mænd og grillede grise

FUIK's Venner står bag en stor uge med masser af aktiviteter

Farsø 20. juni 2003 08:00

FARSØ: Petanque, det åbne Himmerlandsmesterskab i værtshusfodbold og Farsøs stærkeste mand. Det er nogle af de oplevelser, venneforeningen bag Farsø/Ullits Idrætsklub byder på på lørdag. FIUK's Venner har holdt sportsuge siden mandag, men her har indslagene primært koncentreret sig om fodbold. Det har været hensigten, at alle hold lige fra de allermindste til de ældste spillere skulle på banen i den interne klubturnering, men allerede fra i dag er der åbent for nye hold. Der er en turnering for firmaer, én for gader og én for familier. Men det er og bliver lørdag, som er den store dag. Lørdag formiddag tændes den store grill, hvor to hele grise skal syde, til det bliver aften. Altimens det sker, er der konkurrencer for nærmest enhver smag - det åbne Farsømesterskab i petanque eller konkurrencen om at finde Farsøs stærkeste mand er blandt disciplinerne. Der er tilmeldt fem stærke mænd til konkurrencen, og de er allesammen fra lokalområdet - så der forventes en vis opbakning både fra publikum og eventuelt medbragte heppekor. De fem deltagere er: Claus Riis Nielsen, Solhaven, Søren Lapirtis, Cimbrer-ScanWood, Jesper Møller Jensen, Silvatec, Kim Løve Nielsen, Autogården, og Steffen Kristensen, Farmas. De stærke mænd skal gennem fem krævende øvelser, hvor underholdningsværdien bestemt er på plads. En af de mere traditionelle discipliner bliver at bære tunge lodder så langt som muligt, og de fleste kender sikkert også den disciplin, hvor man skal trække en bil over en vis strækning. Men ideen med, at hver mand skal trække en elastik så langt som muligt ud på stadion, er vist nok ny. Et af lørdagens andre højdepunkter bliver sommerkampen mellem Farsøs nuværende hold i jyllandsserien og en række tidligere spillere fra Farsø. Her kan man få lejlighed til at se, om de gamle ben stadig kan holde til en hel kamp. Festlighederne slutter med præmieoverrækkelse i de forskellige konkurrencer, og så går man ellers ombord i de to helstegte grise, som har hængt og sydet over grillen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...