Turisme

Stærke norske kroner giver vækst

Nordjyske virksomheder på spring for at hente gevinsten af mersalg

Preben Bjerregaard, centerchef i Aalborg Storcenter, behøver ikke spejde langt efter de norske indkøbsrejsende. De vil vælte ind med deres nye stærke valuta, forventer han. Foto: Jesper Thomasen

Preben Bjerregaard, centerchef i Aalborg Storcenter, behøver ikke spejde langt efter de norske indkøbsrejsende. De vil vælte ind med deres nye stærke valuta, forventer han. Foto: Jesper Thomasen

Virkningerne af kursfaldet på danske kroner over for norske kroner vil også kunne mærkes blandt nordjyske virksomheder. En af de klare vindere er det nordjyske turisterhverv. - Holder kursstigningen sig, så vil vi til næste år kunne opleve en positiv effekt i form af et større salg til nordmænd, siger direktør og ejer Søren Kragelund fra Faarup Sommerland. Kursstigningen vil nemlig betyde, at en tur i forlystelsesparken eller en overnatning i Nordjylland bliver billigere for nordmænd. Først til næste år - Og så står vi naturligvis stærkere over for andre udenlandske udbydere, der gerne vil sælge turistprodukter til nordmændene, siger Søren Kragelund, der dog ikke vil komme med noget præcist gæt på den ekstra omsætning, som den stigende norske kronekurs vil skabe. - Virkningen af den stigende norske kronekurs vil være positiv, men vil først gøre sig gældende for alvor til næste år. Det mener direktør Niels Bro fra feriecentret Skallerup Klit, der hvert år har mange nordmænd på besøg. - En stor del af vores norske gæster kommer hertil på pakkerejser, og prisen på rejserne i norske kroner er låst fast indtil videre til katalogpriserne, fortæller han. Derfor er virkningen af den stigende kurs på norske kroner på kort sigt en gevinst til de norske udbydere af pakkerejserne til Nordjylland. - De får det samme ind i norske kroner for pakkerejserne til Danmark, men slipper billigere, når de skal betale os i danske kroner, konstaterer Niels Bro. En anden sikker vinder Til gengæld bliver det dyrere for de hundrede tusinde danskere, der hvert år holder ferie i Norge. Nordjysk dagligvarehandel er en af de andre sikre vindere, hvis den høje norske kronekurs holder sig. - Vi har allerede mange nordmænd blandt vores kunder, men vi forventer da, at antallet stiger i den kommende tid, nu da den danske krone er blevet billigere, siger varehuschef Peer Thomassen fra Bilka i Aalborg. I Aalborg Storcenter, hvor Bilka ligger, oplever centerchef Preben Bjerregaard allerede nu et sandt boom af norske gæster. - Antallet af norske gæster er nærmest eksploderet hen over sommeren, og den udvikling vil den stigende norske kronekurs understøtte, siger han. Preben Bjerregaard fortæller, at de norske centergæster nu står for omkring tre procent af centerets omsætning. - Det er så meget, at vi endnu engang vil annoncere i norske Skagerrakposten, der uddeles til 135.000 husstande i Sydnorge, fortæller han.