Stærke sager fås i Tornby

TORNBY: Tornby Bjesklaug har i sommervarmen lanceret en bitter, som nu kan erhverves i Tornby gl. Købmandsgård. Krone Bitter, som den hedder, har været kendt og brugt i Hirtshals fra begyndelsen af 1900-tallet. Til forskel fra de mange kendte bjeske, lavet på enkelte urter, er Krone Essens fremstilet på apoteker som udtræk af mange eksotiske krydderier: Aloe, ensianrod, zedoarrod, myrrha, kamfer, rabarberrrod, lærkesvamp, safran og potaske. Benævnelsen Krone Essens er af ukendt oprindelse. Dog er den nævnt i Holger M. Rasmussens "Brændevinsgrisen" fra 1947. Her står Kerteminde Apotek som fremstiller, og på Hirtshals Apotek har man kunnet købe den helt frem til 1987. På etiketten fra Hirtshals Apotek var følgende advarsel påtrykt: Brandfarlig. På Skanderborg Apotek har man holdt essensen i hævd frem til i dag, og her har Tornby Bjesklaug fundet den. Efter omhyggelige prøvesmagninger har lauget valgt at "fortynde" essensen med Brøndum snaps. Under navnet Krone Bitter kan denne bitterdram nu erhverves i købmandsgården. Bjesklauget har kendskab til, at familien Løth i Hirtshals har anvendt Krone Essens igennem næsten 100 år, men lauget hører meget gerne fra andre med kendskab til den stærke sag. schib